Fortsæt til indhold

Svømmetalenter tog guld til mesterskab

11 svømmere fra elitesamarbejdet Swim Team Djursland fik 14 medaljer med hjem fra landsmesterskaber

Sport
Af Martin Schultz

12 guldmedaljer og 2 sølvmedaljer.
Det var udbyttet af 11 djurslandske svømmetalenters anstrengelser i det våde element, da de med svømmeklubben Swim Team Djursland forrige weekend deltog i DGI's Landsmesterskaber i Ikast.
Udover de 14 medaljer opnåede svømmerne fra klubben desuden ti 4. og 5. pladser, og var således meget tæt på flere medaljer.
”Alle svømmerne gjorde det rigtig godt til stævnet, og der blev sat mange personlige rekorder. Vi kan måske ærgre os lidt over de mange 4. og 5. pladser, men vi ser en rigtig god forbedring for alle svømmerne i forhold til sidste år. Nu skal vi hjem og træne videre, så vi kan blive endnu bedre til næste år,” siger Swim Team Djurslands cheftræner Mads Maj.

Imponeret over svømmepigerne

I alt 11 svømmere fra Swim Team Djursland deltog i mesterskabet, og medaljerne gik til Elena Furman, Elisabeth Katballe, Martin Kollerup, Frederik Bendix og Mads Maj
”Vi er især meget imponerende over medaljerne til klubbens piger, som ikke tidligere har været tæt på medaljer til Landsmesterskaberne,” siger Mads Maj.
Således var Elisabeth Katballes hidtil bedste placering en 9. plads, men til dette års Landsmesterskaber blev det til hele 3 guld medaljer og to 4. pladser.

Tilbage i bassinet

Udover resultaterne havde svømmerne en rigtig hyggelig weekend, hvor de overnattede på en lokal skole i Ikast tæt ved svømmehallen.
De næste udfordringer for Swim Team Djursland kommer først om et par måneder, hvor der igen er forskellige stævner rundt omkring i Danmark. Så derfor består den kommende periode igen af hård træning for de succesrige svømmere.
Swim Team Djursland blev dannet sidste år og har hjemsted i Grenaa. Klubbens ambition er at udvikle talenter og elitesvømmere på Djursland, så de kan gøre sig gældende på landsplan.