Fortsæt til indhold

KPI siger ja til IFM - nej til FC Djursland

Kolind-Perstrup foretrækker ungdomssamarbejde med IFM

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Den ene af de fem moderklubber, der har aktier i fodboldoverbygningen FC Djursland, Kolind-Perstrup, hopper ikke med på den vogn, som FC Djurslands direktør, Ronni Didriksen, har sat til at køre på ungdomssiden med det formål at samle de lokale talenter fra U13 års alderen og frem på fælles FC Djursland elitehold, men så spillerne fortsat bevarer deres spillercertifikat hjemme i moderklubben.
Siden efteråret har IF Midtdjurs og KPI udbygget deres samarbejde på ungdomsfronten hos både piger og drenge. Det samarbejde har begge klubber givet hinanden håndslag på at ville satse på fremover, og derfor har de takket nej til et ungdomssamarbejde med FC Djursland.
Det har naturligvis mest været en beslutning, som man i Kolind-Perstrup har skullet vurdere ekstra meget, fordi klubben har været med fra FC Djurslands start, mens IF Midtdjurs allerede dengang sagde nej til at være med.

Vigtigt at sikre bredden

I efteråret 2013 indledte IF Midtdjurs og KPI samarbejde om at stille fælles hold for en række årgange. Nu er samarbejdet udvidet, så det gælder alle drengehold fra U13 og opefter, og på pigesiden fra U12. Formålet er at give alle ungdomsspillere et godt tilbud – både fodboldmæssigt og socialt.
"Det er vigtigt for os, at vores ungdomsspillere bevarer deres tilknytning til deres klub, og det kan vi gøre med vores samarbejde. Vi ved godt, at vores allerdygtigste talenter ofte vil skifte til AGF eller Randers FC, og det har vi det fint med. Men de næstbedste og vores bredde skal have et spændende tilbud, hvor de kan udvikle deres talent på det niveau, hvor de befinder sig, og det mener vi, at vi bedst kan gøre i vores eget samarbejde," er Poul Hansen, fodboldformand i Kolind-Perstrup, citeret for i en fælles pressemeddelelse fra de to klubber.
Han tilføjer, at KPI stadig ser sig som en del af FC Djursland-konstruktionen, når det gælder det eksisterende samarbejde på seniorsiden.

Passer ikke til FC Djursland

Hans formandskollega i IF Midtdjurs, Jakob Olesen, har aldrig kunnet se en interesse for klubben i at koble sig på fodboldoverbygningen FC Djursland. Heller ikke det nuværende tilbud om at komme med i ungdomssamarbejdet.
"Vi har indledt et rigtig godt og spændende samarbejde med KPI, og det samarbejde har vi store forventninger til. Vi kan ikke se, hvordan vi kan passe det ind i det tilbud, som FC Djursland er kommet med," siger Jakob Olesen, i den fælles pressemeddelelse.