Fortsæt til indhold

Findes Årets Forening på Djursland?

DGI Østjylland søger traditionen tro efter kandidater til den prestigefyldte pris som ’Årets Forening’. Udover æren følger der 10.000 kroner med prisen

Sport
Af Lars Norman Thomsen

For 8. gang skal der findes en særlig forening blandt DGI Østjyllands mange medlemsforeninger, der kan smykke sig med titlen som 'Årets Forening' i Østjylland. Dette sker i forbindelse med DGI Østjyllands årsmøde torsdag 27. marts fra kl. 18-22 i DGI-huset i Aarhus.
Titlen gik i 2013 til Samsø Idræt & Kultur, som lykkedes med at revitalisere Samsøs foreningsliv efter en tid, hvor de frivillige kræfter var ved at være brugt op. Ny energi blev tilført i en udviklingsproces, de gamle rammer udviklet og nye aktiviteter kom på programmet, så øens borgere og gæster kom i bevægelse - og fortsat er det.

Award til særligt initiativ

For 3. gang uddeler DGI Østjylland ved samme lejlighed en SÅDAN! Award for at belønne og fremhæve et særligt initiativ, som har gjort en forskel i foreningslivet og lokalsamfundet i Øst-jylland i 2013. Udover æren følger der 5.000 kroner med SÅDAN! Award'en.
I 2013 gik prisen til Rougsø KFUM og Ørsted IF Badminton, som i fællesskab modtog prisen for deres fælles idrætsskole 'Håndminton' i efterårsferien 2012.
Dette blev en stor succes med 30 deltagere i alderen 10-14 år, og betød efterfølgende stor tilgang af nye medlemmer i aldersgruppen til afdelingerne. Skolen er et godt eksempel på, at samarbejde mellem to idrætsgrene kan føre til gode resultater.
Man kan indstille sin egen eller en anden forening og læse mere på www.dgi.dk/oestjylland/aarsmoede. Indstillinger til priserne som 'Årets Forening' og SÅDAN! Award'en skal være DGI Østjylland i hænde senest søndag den 2. marts.

Fakta: Årets Forening

  • Foreningen er i 2013 i særlig grad lykkedes med at få flere frivillige og har stor fokus på at anerkende, understøtte, styrke og udvikle foreningens frivillige ledere, trænere, in-struktører og ildsjæle
  • Nytænkning og kreativitet står højt på foreningens dagsorden – her tænkes både aktivi-tetsmæssigt, facilitetsmæssigt og organisatorisk med mere – for at fremme idræt, bevæ-gelse og glæde samt frivilligheden og mødet mellem mennesker

Fakta: SÅDAN! Award’en

  • Foreningen har i 2013
    gennemført et nyt og innovativt tiltag, der har givet foreningen mere omtale, flere medlemmer eller på anden måde gjort en forskel for foreningen
  • DGI Østjylland lægger i år desuden vægt på, at tiltaget har haft motionsuvante seniorer eller andre idrætsuvante grupper som målgruppe, som via tiltaget er blevet mere aktive
  • Alle foreninger og afdelinger i en forening, små som store, kan søge prisen. Det er ikke størrelsen der tæller, men den gode idé og at den er gennemført
  • Ved udvælgelsen lægges desuden vægt på, at vejen fra idé til gennemførsel har været kort, for på den måde at vise foreningslivets evne til at reagere hurtigt og med innovativ kraft