KPI scorede sejrsmål med to mand ude
Sæsonpremiere på Kolind Park gav tre point til KPI med 3-2 sejr over Bjerringbro IF i serie 1
Med en smal og hård tilkæmpet 3-2 sejr over Bjerringbro IF fik KPI den bedst tænkelige start på forårssæsonen, da der lørdag eftermiddag var premiere på serie 1 fodbold på Kolind Park.
Men KPI måtte efter en halvlegsføring på 2-0 kæmpe hårdt for sejren.
Indskiftede Kasper Therkildsen scorede sejrsmålet til 3-2 på et langskud i det fjerne hjørne i kampens allersidste minutter på et tidspunkt, hvor KPI med to mand ude med hhv. rødt og gult kort var presset helt i bund.
Men KPI holdt gæsterne stangen i dommerens tillægstid og fik dermed tre vigtige points ind på kontoen.
”Det blev en kamp præget af en hård vind på langs med banen og så med mange gule og røde kort i spil,” sagde KPI's spillende træner Thomas Gerberg, som roser sit hold for både godt spil i især første halvleg og en 110 procent fighterindsats, da holdet kom i undertal.
Sikker føring ved halvleg
KPI havde vinden i ryggen i 1. halvleg og satte sig hurtigt på kampen med godt kombinationsspil fremad banen.
Efter godt et kvarter blev Rasmus Bisgaard spillet fri dybden efter et eksemplarisk opspil og i to forsøg fik han bragt hjemmeholdet foran 1-0.
Efter endnu et godt opspil efter godt en halv time modtog holdets store angriber, den spillende træner Thomas Gerberg, et godt oplæg på tværs af Rasmus Bisgaard og den målfarlige target man svigtede ikke og satte bolden i mål til 2-0 fra kanten af feltet.
Bjerringbro får udlignet efter et kvarter
Efter en god første halvleg talte hjemmeholdet i pausen om at holde modstanderne fra hurtig scoring, når man nu fik modvind i 2. halvleg.
Men KPI fik den værst tænkelige start, da Bjerringbro IF reducerede efter 3-4 minutter.
Efter godt ti minutter spil i 2. halvleg fik Mikkel Stær en advarsel og røg derfor ud i ti minutter.
Det var modstanderne ikke sene til at udnytte og efter et kvarter spil stod det 2-2 efter endnu en Bjerringbro scoring.
KPI holdt stand i undertal
KPI gjorde det endnu sværere for sig selv, da Mikkel Stær efter 70 minutter modtog sit andet gule kort og dermed fik rødt og kunne gå direkte i bad.
Hjemmeholdet blev presset, men gennem god fight holdt holdet stand i undertal.
Men det så for alvor svært ud, da den unge centrale midtbanespiller Daniel Pedersen i det 80. minut fik et gult kort for et frispark midt på banen og KPI derfor skulle spille de sidste ti minutter med ni mand mod modstandernes elleve.
”Vi forsvarede os godt og håbede på et kontramål og det kom, da Kasper Therkildsen i de allersidste minutter på et godt skud i det lange hjørne overlistede Bjerringbros målmand,” siger Thomas Gerberg.
To mand i karantæne mod Nørager
Dommeren havde lagt godt fem minutter til, som blev en hektisk affære med stort pres mod hjemmeholdets mål.
Kampen endte med otte mand mod ti, idet Rasmus Bisgaard og en Bjerringbro spiller hver fik gult i dommerens tillægstid.
Og Daniel Pedersen nåede aldrig at komme på banen igen, fordi han i glæde over Kasper Therkildsens scoring, skønt ude med et gult kort, sprang ind på banen og dermed fik endnu et gult kort og dermed blev udvist med rødt.
Dermed kommer KPI til at mangle både Mikkel Stær og Daniel Pedersen, når holdet Skærtorsdag på udebane skal spille lokalopgør mod Nørager BK.