Fortsæt til indhold

Det kørte i olie for Nørre Djurs HK divisionsdrenge

Begge drengedivisionshold i Glesborg-klubben leverede et par fine indsatser, der fortæller om to hold i udvikling

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Stortalenterne Nicklas Høgh og Rasmus Secher bombede tilsammen 21 bolde i kassen, da Nørre Djurs HKs U16 håndbolddrenge i weekenden sejrede sikkert 32 - 19 hjemme over Bjerringbro.
"Vi stillede med kun 8 mand, fordi vi desværre havde mange afbud, og derfor valgte at prioritere at kunne stille begge vores U16 hold. Derfor måtte vi klare os med en smal trup," fortæller træner og ungdomskonsulent Henrik Elkjær.
"I de første 45 minutter var vi meget disciplinerede, og på mål stod Nicklas Bertel flot. Efter tre kvarter nærmede han sig en redningsprocent på 70."
Bjerringbro, som Nørre Djurs HK tidligere på sæsonen besejrede med beskedne 2 mål på udebane, blev nærmest kørt helt ud af Glesborg i de første 45 minutter, hvor hjemmeholdet kom op at føre med 17 mål.
"Det til trods for at en ellers godt spillende Emil Søndergaard måtte udgå med en ankelskade kort inde i 2. halvleg, men desværre blev vores spil for individuelt i det sidste kvarter, og Bjerringbro fik held til at pynte lidt på det hele i slutminutterne," fortæller Elkjær.
Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Nicklas Høgh 11
  • Rasmus Secher 10
  • Emil Søndergaard 5
  • Casper Harbo 4
  • Nicolaj Sørensen 1
  • Kasper Schmidt 1

Hadsten blev nustillet hos U18

Nørre Djurs HKs U18 drenge ville ikke stå tilbage for deres yngre klubkammerater, så gæsterne fra Hadsten fik lige en tur i vridemaskinen.
Hjemmeholdet skulle revanchere et timåls-nederlag i den omvendte kamp, og det skete eftertrykkeligt, idet Nørre Djurs HK vandt med ti mål, 31-21.
"Kampen startede tæt og var helt lige de første 15 minutter. Derfra trak vi så fra, og havde et fem-måls forspring ved pausen. Anden halvleg var en tro kopi af første, så meget tilfredsstillende at kunne vinde med ti mål," siger Henrik Elkjær.


Han roser drengene for en flot forsvarskamp, som også gav holdets målmænd gode arbejdsvilkår.
"Ingen tvivl om at vi bare skal arbejde videre med det, vi gør nu. Der er virkelig mange spændende spillere, der kommer i spil til seniortruppen de kommende år," lover ungdomskonsulenten."
Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Rasmus Secher 9
  • Rasmus Høgh 6
  • Nicklas Høgh 5
  • Mathias Mygind 4
  • Mikas Korsgaard 3
  • Rasmus Lassen 2
  • Nicolai Lønsgren 1