Grønspætterne lidt på tilbagetog i Serie 2
Vivilds unge himmelstormere er blev sat lidt tilbage i pointregnskabet efter nederlag til topholdet Søften og uafgjort mod Dronningborg
Vivild startede sæsonen som lyn og torden med to storsejre over Lystrup og Randers Freja, men siden har de unge talenter i Serie 2 måttet sande, at træerne ikke vokser ind himlen.
Et 2-0 nederlag Skærtorsdag til oprykningsfavoritterne Søften GF på Langhøj Idrætscenter blev fulgt op af et uafgjort 2-2 resultat mod Dronningborg 2. Påskedag på udebane.
"Vi havde det svært mod et klogt spillende Dronningborg hold, der brugte deres fysik til at erobre bolde og slå contra," fortæller Kurt Enevoldsen fra Team Vivild.
Det var da også efter hurtigt omstillingsspil, at Dronningborg kom foran efter 25 minutters spil. Vivilds målmand Benjamin Bendixen reddede ellers i første omgang afslutningen med det yderste af neglene, så bolden ramte stolpen, men returbolden endte hos en fri Dronningborg spiller, der hamrede kuglen i kassen.
"I den anden ende kunne vi ikke spille os til noget, der lignede en chance, selv om vi havde bolden meget," fortæller Kurt Enevoldsen.
Men 5 minutter før halvtid lykkedes det Vivild at udligne ved topscorer Paulo Maciel, der blev spillet fri tæt under mål og scorede sikkert.
"1–1 ved halvleg kunne vi være mest glad for," noterer Kurt Enevoldsen.
Vivilds sprinter på banen
"Anden halvleg blev en livlig forestilling, hvor der var mange chancer til begge hold, og vi kunne prise os lykkelige for en yderst velspillende Benjamin Bendixen, der havde flere store redninger, blandt andet to friløbene, som han klarede i stor stil," fortæller Kurt Enevoldsen.
Vivild havde også deres chancer. Lynhurtige Jimmi Hansen, der var kommet på banen kort før pausen, serverede efter 10 minutter en flot bold ind i feltet, som Paulo Maciel pandede i nettet til 2-1 føring til Vivild.
Vivild kunne have lukket kampen i det 75. minut, da Jimmi Hansen sprintede fra to Dronningborg spillere, men hans afslutning prellede af på indersiden af stolpen.
Dronningborg slog tilbage blot to minutter før tid, da Vivild ikke fik clearet med effekt i de bagerste rækker. En Dronningborg spiller afsluttede et større intermezzo i straffesparksfelt med at pløkke kuglen op i det ene målhjørne.
I overtiden var Vivild tæt på at score et sejrsmål. På oplæg fra Paulo Maciel kom Thomas Thorngaard fri til en skudchance, men afslutningen blev reddet på selve målstregen af en forsvarsspiller.
"2–2 var nok et retfærdigt resultat, selv om det var med noget blandede følelser, at spillere og trænere gjorde status efter kampen," konstaterer Kurt Enevoldsen.
"Vivilds klart bedste var målmand Benjamin Bendixen med mange gode redninger og Paulo Maciel, der udover sine to mål kæmpede godt i hele kampen. Han prøvede hele tiden at opildne de meget unge Vivild spillere, der havde det svært mod de fysisk stærke Dronningborg spillere," roser Enevoldsen.
Vivild møder lørdag rækkens nummer næstsidst Hornslet på Langhøj Idrætscenter klokken 13.30. Opgøret dømmes af Jan Hansen, der får Poul Erik Lassen og Almin Miljanovic som linjedommere.