Fortsæt til indhold

Gult kort kostede dyrt på Mols

Mols IF tabte hjemmekampen mod Auning IF med 2-1 på et mål i de sidste minutter

Sport
Af Martin Schultz

Oprykkerne fra Mols IF var mandag aften klar til at revanchere sig for 6-0 nederlaget i åbningskampen i serie 4 mod Rougsø FF i Ørsted.
Molboerne tog på hjemmebanen i Knebel imod Auning IF's andethold, men et gult kort til en af holdets midtbanespillere 8 minutter før tid blev dyrt.
”På en dødboldsituation fik vi ikke clearet bolden og der opstod klumpspil foran vores mål. Det udnyttede Auning til at sikre sig det afgørende mål,” siger Mols IF's spillende træner, Morten ”Molle” Vistoft Rasmussen.
”Molle” ærger sig over, at Mols IF ikke fik sit første point, men var generelt tilfreds med holdets indsats.
”Vi var kommet op i gear og spillede en godkendt kamp,” siger Morten ”Molle” Vistoft Rasmussen.

Mols kom foran i 1. halvleg

Molboerne kom foran midt i 1. halvleg, da Nikolaj Reddersen brød godt igennem på venstre kant og serverede en tværpasning for fødderne af Martin Ohms, som kunne bringe Mols IF foran 1-0.
Føringen holdt til et kvarter ind i 2. halvleg, da Auning IF udlignede efter et godt opspil.
”Det var en lige kamp, men Auning havde nok de fleste chancer,” siger Morten ”Molle” Vistoft Rasmussen.

Bundopgør mod Allingåbro onsdag aften

Mols IF har et hårdt påskeprogram foran sig og skal onsdag aften møde Allingåbro IF på udebane.
Allingåbro har også haft en svær sæsonstart med to klare nederlag og holdet tabte lørdag med 5-1 på udebane mod KPI i en kamp, som holdet nemt kunne have tabt endnu større.
Det er netop KPI, som er andethold til klubbens serie 1 hold, får molboerne fornøjelsen Påskemandag kl. 13.30 på Kolind Park.