Auning startede ud med gevaldig dukkert
Nedrykkerne Hornbæk SF udraderede totalt Auning i sæsonpremieren i Serie 1 og vandt med hele 7-0
"Vi var et stykke fra Serie 1 niveau, mens Hornbæk var et pænt stykke over. Derfor gik det, som det gik," konstaterer Aunings cheftræner Kasper Eriksen tørt efter at have sundet sig over den nærmest mareridtsagtige start for sit hold i sæsonpremieren i Serie 1.
Nedrykkerne fra Jyllandsserien, Hornbæk SF, med Søren Pedersen, mangeårig superligaspiller i Randers FC som centerforsvarer, vandt hjemme på IT Forum Park lørdag med hele 7-0 (3-0).
"Vi var bagefter 2-0 efter blot ti minutter mod et særdeles velspillende hjemmehold med en sindssyg stærk midtbane, og de nåede også at øge inden pausen efter, at vores Bobby Brix havde været tæt på i et par tilfælde," fortæller Kasper Eriksen.
"Som kampen skred frem efter pausen, hvor Hornbæk scorede yderligere fire mål, var det ikke sjovt at kigge på. Vi var overmatchet, og jeg hader at indrømme det, men på forhånd havde jeg udpeget opgøret til at være en bonuskamp, som vi kun havde få chancer for at hente point i," indrømmer Kasper Eriksen.
Dårlig optakt
Kasper Eriksen og spillende assistenttræner Dennis Holdgaard har ikke været helt tilfredse med spillernes træningsindsats i optakten til sæsonen.
"Jo, de sidste 14 dage har været gode med mange til træning," fortæller Kasper Eriksen.
"Jeg indkaldte til et spillermøde, hvor jeg fortalte spillerne, at hvis vores målsætning om at slutte i den bedste halvdel i Serie 1 skulle gælde, så skulle der trænes nogenlund fast. Det er klart, at vi har noget at indhente nu, og vi er ikke på niveau til at klare en premiereopgave som den mod Hornbæk."
Dennis Holdgaard spillede de første 70 minutter mod Hornbæk.
"Jeg tog ham kun ud for at høre, om han havde et par ideer, som jeg endnu ikke havde afprøvet," griner Kasper Eriksen.
"Som den kamp udviklede sig må det være tilladt at være lidt sarkastisk for at bevare humøret, og som en af mine sagde bagefter, så var der nok ikke tvivl om, at vi ville indtage sidstepladsen i Serie 1 efter første spillerunde."
Martin Fanø Laursen ude
Auning var uden målmand Martin Fanø Laursen og målmager Mogens Laursen mod Hornbæk.
Martin Laursen er ude resten af sæsonen efter en operation i hånden. I stedet vogter Daniel Thygesen målet.
"Daniel har naturligvis ikke samme erfaring, som Martin Laursen på dette niveau, men han gjorde det nu fint mod Hornbæk og var uden skyld i det store nederlag," fastslår Kasper Eriksen.
Mogens Laursen forventes klar til lørdagens lokalopgør mod himmelstormerne fra Åstrup/Hammelev IF på Auning Stadion klokken 13.30.
"Jeg forventer, vi kan levere en bedre indsats i den kamp, men det er også nødvendigt, hvis vi skal kunne matche Åstrup/Hammelev IF, som vi jo kender særdeles godt og ved er et hold, som man hurtigt kan komme bagud mod, hvis man ikke er klar fra start."