Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HK U16 drenge kæmper om Jysk Mesterskab

Glesborg-klubbens 2. divisionsdrenge skal i weekenden dyste om Jysk Mesterskab i Løgumkloster

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs to drengedivisionshold i henholdsvis U16 og U18 har afsluttet sæsonen, og helt som ventet kørte U16 drengene en førsteplads hjem, mens de ældre måtte 'nøjes' med andenpladsen.
Det betyder, at vinderholdet skal kæmpe videre i den kommende weekend om Jysk Mesterskab. Afslutningsstævnet spilles i Løgumkloster.
U16 drengene sidste kampe forløb således:
Vivild – Nørre Djurs 30–28 (17-11)
"Vi kom fra start under et hårdt pres af et velspillende Vivild hold. Et flot aggressivt forsvar gjorde det vanskeligt for os at komme frem til chancer, og vi det gav Vivild flere gode kontramuligheder," fortæller træner Henrik Elkjær.
"Vi havde fem af de normalt bærende kræfter som var meget slidte, fordi de havde været med 10. Klassecenter Djursland til stævne i Randers i to dage. Et stævne hvor 10. klasse i øvrigt vandt håndbolddelen. Det betød at Emil Søndergaard efter 12 minutter udgik med krampe, og flere af drengene så trætte ud. Vivilds aggressive og velspillende forsvar gjorde det ekstra svært for os, og vi var alvorligt under pres."
"10 minutter inde i 2. halvleg var vi bagud med 8 mål. En stilling, der ville gøre, at vi kunne komme i problemer i forhold til førstepladsen, fordi vi vandt det første opgør med 7 mål. Heldigvis fik vi rettet lidt op på tingene til sidst, og kom flot tilbage. Vi havde dog ikke lige det sidste energi til at komme helt tilbage, og måtte træde ud af dysten med årets første nederlag."
Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Emil Søndergaard 9
  • Rasmus Secher 9
  • Nicklas Høgh 3
  • Casper Harbo 3
  • Kasper Schmidt 2
  • Mads Storgaard 1
  • Anders Bønnerup 1

Sikker afslutning

Nørre Djurs – Vivild 34–24 (15-15)
"I første halvleg spillede vi lidt usammenhængende og meget individuelt. Vi fik meget lidt fat i vores forsvar, og valgte desværre flere forkerte løsninger i angrebet. Vivild leverede flere flotte præstationer, og særligt deres keeper imponerede mig. Han er en rigtig spændende spiller," fortæller Henrik Elkjær.
"I anden halvleg var vi mere skarpe i begge ender af banen. Vi spillede flot håndbold, og begyndte også at vælge de rigtige løsninger. Rigtig lækkert at se, at alle på holdet bidrog positivt til en flot anden halvleg. Særligt skal fremhæves Mads Storgaard som var godt spillende i både forsvar og angreb. Vores målmand som er kommet til os fra Randers, Nicklas Bertel, er helt sikkert også en rigtig spændende spiller, som vi nyder stor gavn af. Han har den rette indstilling og virker også til socialt at være godt tilpas. Han stod i denne kamp med en helt vanvittig redningsprocent på 67 procent. Det er verdensklasse."
Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Rasmus Secher 8
  • Emil Søndergaard 7
  • Nicklas Høgh 7
  • Casper Harbo 5
  • Nicolaj Sørensen 3
  • Kasper Schmidt 3
  • Mads Storgaard 1

Syv mål i overskud

U18 drengene sluttede sæsonen af med at vinde over Vorup FB med 27-20 (12–10).
"En tæt kamp, hvor vi fulgtes ad til midt i 2. halvleg. Her trak vi lidt fra og endte med at vinde med syv kasser," noterer Henrik Elkjær.
"Vi har trænet i at spille hurtigere og hurtigere, men også mere tålmodigt. Det går rigtig meget den rigtige vej og vores topniveau er fint. Igen stillede vi med kun førsteårs, suppleret med tre årgang 97'ere (andetårs juniorer, red.), nemlig Markus Frey som gjorde det godt på mål, og Rasmus Secher og Nicklas Høgh som tilsammen lavede 16 af de 27 mål. Vores normale forsvarsminister Nicolai Lønsgren var fraværende, men opgaven blev løst flot, og det var nok til at indtage andenpladsen. En flot placering for det unge hold og samme placering, som vi fik før jul."
Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Rasmus Secher 9
  • Mikas Korsgaard 7
  • Nicklas Høgh 7
  • Mathias Mygind 3
  • Mathias Bøgelund 1