Midtdjurs vandt på storspillende første halvleg
IF Midtdjurs har fundet målformen i Serie 3, og det gik tirsdag aften ud over Kristrup, som blev besejret 5-3
IF Midtdjurs leverede flotte 45 minutter, da holdet spillede sig op på tredjepladsen i Serie 3. Kristrup blev på egen bane besejret 5-3 (5-1). Som cifrene næsten antyder, blev kampen afgjort før pausen.
”Efter en jævnbyrdig indledning, overtog vi spillet og scorede fem gode mål efter glimrende opspil,” fortæller Lars Norman Thomsen, træner i IF Midtdjurs.
Jesper Jepsen scorede 2 gange, Mikkel Sonnichsen og brødrene Friborz og Framarz Karimi lavede hver et.
IF Midtdjurs brændte også et straffespark ved Mikkel Fanø, men i den efterfølgende spilsekvens scorede Jesper Jepsen på en flot flugter.
Chancer til flere mål
Efter pausen fortsatte gæsterne med at skabe chancer.
”På vores fem forrestes hurtighed kom vi frem til meget enten via godt opspil eller ved individuelle aktioner. Mikkel Sonnichsen kom fri 3-4 gange på sit enorme speed, men han var uheldig i afslutningsøjeblikket,” fortæller Lars Norman Thomsen
Kristrup havde i perioder held til med vinden som medhjælper at serve høje bolde frem mod gæsternes straffesparksfelt, og det skabte farlige situationer et par gange.
Den ene førte til reduceringen til 5-2, mens scoringen til 5-3 var et resultat af en blunder i forsvaret.
”Et resultat som 9-4 havde givet et mere sandfærdigt kampbillede, men vi var mest af alt tilfredse med, at vi vandt, for vi mødte et betydeligt bedre Kristrup mandskab end i den modsatte kamp, hvor vi tabte 3-0,” siger Lars Norman Thomsen.