Fortsæt til indhold

Lokal håndbolddommer med licens til at dømme Spellerberg og Boldsen

Kasper Kolstrup Møller, Kolind, og hans makker har fået papir på, at de skal dømme kampe i mændendes bedste håndboldrække efter sommerferien

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Det var en glad melding, den lokale håndbolddommer Kasper Kolstrup Møller, Kolind, forleden modtog over telefonen fra Bjarne Munk Jensen, medlem af Dansk Håndbold Forbunds Dommerudvalg og selv mangeårig topdommer:
"Du og din makker, Michael Søegaard, Skive, har Dommerudvalget besluttet at rykke et trin op, så I næste år skal dømme i Herre Ligaen."
Et skulderklap af dimensioner til det talentfulde dommerpar, som i næste sæson altså kommer til at dømme den øverste elite i Danmark med spillere som Joakim Boldsen, Bo Spellerberg og Henrik Mølgaard.
En stor udfordring, som Kasper Kolstrup Møller glæder sig til, og som er belønning for års hårdt arbejde med at blive dygtigere til at lede en håndboldkamp.
"Det har været vores fælles ambition at nå så langt. Derfor er det også dejligt, at vi har nået et af vores mål," siger Kasper Kolstrup Møller, som tidligere har erklæret at deltagelse ved et OL er det ultimative mål for ham og makkeren.