Fortsæt til indhold

Nørager scorer for få mål

Cheftræner Allan Haslund efterlyser mere kreativitet og skarphed i og omkring modstandernes felt

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nøragers målregnskab i Serie 1 er efter seks spillerunder det fattigste i rækken. 6 mål har holdet scoret i modstandernes net, mens der tilsvarende kun er gået fem mål ind bag keeper Lasse Pedersen.
Det har hidtil afkastet 1 sejr, 4 uafgjorte og 1 nederlag.
I sidste spillerunde blev det til 1-1 mod lokalrivalerne Aastrup/Hammelev efter en chancefattig forestilling, hvor Nørager udlignede blot ti minutter før tid ved Lasse Jensen på straffespark.
"Resultatet var okay. Begge hold var plaget af skader, selv manglede vi Kenneth Fisker og Martin Andersen, mens Michael Jensen afviklede sin sidste karantænedag," fortæller cheftræner Allan Haslund.
"Vi valgte at stå ret lavt på banen, fordi vi frygtede Aastrup/Hammelevs lynhurtige omstillingsspil, men det var ikke meget, vi selv skabte, når vi havde bolden."

Tror på sejr over Skovbakken

Nørager møder lørdag Skovbakken hjemme på Nørager Stadion, og Allan Haslund ser trods alt optimistisk på mulighederne for en sejr.
"Vi får Michael Jensen tilbage, og jeg regner også med Kenneth Fisker, ligesom Paw Elgaard, der gjorde comeback i Aastrup, er mand, som jeg gerne vil have med igen," siger Allan Haslund.
Der er fortsat tvivl om Martin Andersens deltagelse i opgøret. Den målfarlige spiller døjer med smerter i sit ene knæ.
"Jeg tror, Skovbakken står fint til os, fordi de normalt gerne vil spille spillet og ikke satser så meget på det fysiske. Skal vi have en sejr, skal vi imidlertid være mere kyniske, når chancerne byder sig, og får vi åbnet for scoringerne, tror jeg også på, at det lige giver den selvtillid som kan gøre, at vi får lavet flere mål," siger Allan Haslund.