Kolind-Perstrup afhænder sin aktiepost i FC Djursland
Klubben kan ikke længere se sig selv som en del af fodboldoverbygningen, fordi den har valgt at samarbejde med IF Midtdjurs på ungdomssiden
Kolind-Perstrup afhænder sin aktiepost i FC Djursland A/S, når sidste kamp er spillet i denne sæson i juni.
KPI-formand Poul Hansen forklarer, at beslutningen om at trække KPI ud af FC Djursland skal ses i lyset af det samarbejde, som KPI etablerede med IF Midtdjurs i 2013 som konsekvens af, at det på daværende tidspunkt ikke var lykkedes at blive enig om et fælles talentsamarbejde i FC Djursland, står der at læse i pressemeddelelse fra FC Djursland.
Poul Hansen er tilfreds med ungdomssamarbejdet med IF Midtdjurs, og mener, at det gør KPI til en konkurrent til FC Djursland på ungdomssiden.
Dermed vil det være forkert at fortsætte samarbejdet på seniorniveau, lyder den logiske følgeslutning fra formanden.
"”Det ærgrer mig, at vi skal sige farvel til KPI, som har været med til at præge arbejdet i FC Djursland helt fra etableringen i 2009. Men vi accepterer naturligvis KPI's beslutning og tager den til efterretning," siger FC Djurslands bestyrelsesformand Benny Sørensen.
"Umiddelbart får det ikke nogen betydning for FC Djursland – vi fortsætter ufortrødent. Under alle omstændigheder skal vi have taget vores strategi og struktur op til overvejelse, nu hvor vi rykker i Danmarksserien. Samtidig kommer der formodentlig en ny struktur for 2. division, som vi også skal forholde os til.”