Fortsæt til indhold

Optimismen genskabt i Nørager

Landsbyklubben tager til Kolind Park Kristi Himmelfartsdag med selvtillid i bagagen efter sejr over topholdet

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Cheftræner i Nørager, Allan Haslund, har fundet smilet frem igen efter, at hans mandskab i sidste spillerunde formåede at besejre topholdet Hornbæk SF med 2-1 (2-0) på IT Forum Park i Hornbæk.
"Sejren blev skabt på en rigtig god holdindsats og glimrende målmandsspil af Lasse Pedersen," fortæller Allan Haslund.
"Vi var gode på omstillinger før pausen, selv om vi også i et par situationer måtte love for Lasses evner i målet," indrømmer han.
Nørager stillede op uden langtidsskadede Martin Andersen, som Allan Haslund forudser en længere pause til. Heller ikke den lille vævre Christian Mørch var blevet sin skade kvit.
Et selvmål af den tidligere Vivild spiller Simon Gade og en scoring af Kasper Sortkjær gav Nørager et perfekt udgangspunkt før de sidste 45 minutter.
"Efter pausen var vi presset i bund i starten, fordi vi fik Michael Jensen sendt ud med gult kort. Heldigvis reddede vi flot stormen af, og Hornbæk scorede først i det 85. minut, men da dommeren havde lagt fire minutter til, var de sidste minutter alt for spændende," siger Haslund.

Afstand til bunden

Sejren betyder, at Nørager nu har en afstand på otte point ned til bundpropperne Auning og Bjerringbro med fem runder igen.
"Det ser godt ud, men vi tager intet for givet og går selvfølgelig efter at følge op på præstationen mod Hornbæk, når vi møder Kolind-Perstrup på udebane Kristi Himmelfartsdag," siger Allan Haslund.
Han forventer et jævnbyrdigt lokalopgør mellem to hold, der traditionelt går til stålet, når de krydser klinger.
Haslund tester Christian Mørch før kampen og håber, at den lille elegantier er klar til kamp.
Opgøret fløjtes op klokken 15.30 af den unge opmand Tommy Arvidsen fra Aarhus Fodbolddommerklub.