Fortsæt til indhold

Vivild kom op på 45 kasser

Med en 4-1 sejr over Nielstrup/Voldum lod Vivild ingen tvivl om, hvem der tager andenpladsen i Serie 2 og sandsynligvis også bliver kredsens mest scorende hold

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Med fire mål i lørdagens hjemmekamp mod Nielstrup/Voldum er Vivild før 14. og sidste spillerunde det hold i Serie 2. der har scoret flest mål.
Det talentfulde Vivild hold med hele otte spillere under 19 år vandt opgøret med 4-1 (1-0) på to mål af topscorer Paulo Maciel og et af Thomas Thorngaard og Jakob Hørning.
"Da Søften GF hjemme slog Langaa IK med 1-0, er vi nu sikre på puljens andenplads, og det er flot gået af et hold, som vi var lidt usikre på inden sæsonstarten," siger Jesper Møgelvang, assistenttræner i Vivild IF.
"Holdet rummer et stort udviklingspotentiale og kan tilmed forstærkes med hjemvendte Sebastian Stær og Jeppe Thommesen i efteråret, så må vi se, hvor langt det rækker," noterer Møgelvang.

Vivild opgraderer

Vivild møder i sæsonens sidste kamp Langå på udebane lørdag klokken 13.30.
I efteråret tilmelder Vivild et seniorhold mere plus et U21 mandskab.
Det betyder, at holdet stiller hold i: Serie 2, Serie 5, Serie 6 og U21.
Vivild kunne mønstre følgende hold mod Nielstrup/Voldum:
Benjamin Bendixen - Kasper Pedersen, Morten Tolbod, Emil Thyre, Niels
Krogsgaard - Frederik Espensen, Niklas Mathiesen (anf.), Jakob Hørning, Magnus
Glinvad, Paulo Maciel - Thomas Thorngaard samt Kasper Laursen og Jimmi Hansen,
mens Frederik Bjerregaard ikke blev benyttet.

Der var debut til U19 spilleren Kasper Laursen, som afløste en skadet Kasper Pedersen.