Iversen væltede Parken
Han måtte slide hårdt for det, men Niels-Kristian Iversen kronede en stor dansk aften med en sejr i det sidste Grand Prix i Parken lørdag aften.
Efter to semifinalepladser kunne Niels-Kristian endelig indtage en finale i dette års Grand Prix-serie, og det blev gjort med maner. Med vestjysk fight snuppede han pladsen øverst på podiet, og dermed sørgede han for den perfekte afslutning for Parken, der ikke er udset som arena til næste sæsons løbsrække.
"Det var helt vildt fedt, og det var fantastisk at se de danske flag blafre og høre fansene. Det er helt vildt at slutte med en sejr herinde, og så var det en stor ære at få overrakt pokalen af kronprinsen. Han er en ret cool fyr, som selv har lavet nogle store præstationer, og jeg var da lidt benovet, da han kom ned i ryttergården," lød det med et smil fra Niels-Kristian Iversen, som ikke holdt sig tilbage på slaggerne, selvom der måtte arbejdes for føden.
"Jeg havde ikke engang den bedste aften, og jeg følte mig aldrig helt godt tilpas, selvom jeg vandt de første par heats. Troy Bachelor kørte sindsygt stærkt, og jeg troede ikke, at han var til at fange, men det lykkedes heldigvis i finalen. Jeg kendet selv den fornemmelse med køre helt vildt stærkt, og så er der en anden, der vinder, men jeg er sikker på, at han snart kommer op på det øverste trin, hvis han fortsætter på den måde," konstaterede Niels-Kristian Iversen, som med sejren i København nu indtager en tredjeplads i den samlede stilling. Det får ham dog på ingen måde til at slappe af.
"Der er lang vej hjem, for vi er er kun halvvejs, og det betyder ikke, at jeg er sikker på noget som helst. Min sejr i aften nytter ikke noget, hvis ikke jeg præsterer næste gang, og det handler om at være stabil. Når det er sagt, så er det nu alligevel en vild stor ting at vinde i aften, og det er fedt, at jeg for alvor er med igen."