Lasse Rise får ny fart i karrieren i EfB
EfB har indgået en toårig aftale med den 28-årige offensivspiller, Lasse Rise, der er købt fri af sin kontrakt i Randers FC og tiltræder i klubben så hurtigt som muligt. Det skriver klubben i en pressemddelelse.
Lasse Rise bliver dermed forenet med Niels Frederiksen, der trænede ham i Lyngby Boldklub, hvor han fik sit gennembrud på seniorniveau. Den hurtige, oprindelige Avarta-spiller skiftede i 2006 til Lyngby, og i 2011 fortsatte han karrieren i Randers FC, hvor det blev til ni mål i 41 kampe. Det seneste halvandet år har han dog været hårdt plaget af skader og har ikke spillet superligakampe i år.
"Efter et intensivt forløb hos ProTreatment hen over sommeren føler jeg mig formmæssigt i bedre forfatning end længe. Nu mangler jeg bare at spille med et hold og komme i kamp. Niels kender mig fra Lyngby og har et godt indblik i, hvad der skal til for at bringe mig i topform, og det er en ekstra bonus for mig," siger Lasse Rise.
Niels Frederiksen vil sammen med EfB’s sundhedsstab dosere Lasse Rises træning, så hans muskel- og fibersammensætning kan restituere, og han har stor tiltro til, at det vil lykkes. Hvis den nye EfB-spiller når sit tidligere, høje niveau, der bragte ham ind omkring ligalandsholdet, er der meget godt i vente for EfB’s publikum på Blue Water Arena.
"Jeg kender Lasse og ved, hvor dygtig en spiller han er. Han er ekstremt hurtig, eksplosiv og sparker fantastisk til bolden, en topsuperligaspiller, hvis vi formår at få ham op i gear. Lasse kan dække de fire forreste positioner og passer rigtig godt ind i vores måde at spille fodbold på," siger Niels Frederiksen.
Lasse Rise har været plaget af flere muskelskader i sin tid i Randers. For endegyldigt at komme ud af den onde cirkel, hvor der hele tiden stødte nye skader til, har han af egen lomme bekostet en intensiv behandling på fysioterapiklinikken ProTreatment med daglig træning i tre-fire timer. Af praktiske grunde trænede han derefter med i halvanden uge i AB og fortsatte sideløbende behandlinger. Han var forhindret af sygdom ved træningsstarten i Randers, men har trænet med i denne uge.
"Jeg glæder mig til at starte på en frisk i Esbjerg, der er et godt spillende fodboldhold med mange talentfulde spillere, som har klaret sig godt i både Europa og den hjemlige liga. For mig gælder det først og fremmest om at komme inden for de fire kridtstreger igen. Jeg har en masse, jeg gerne vil, men må nok være lidt tålmodig. Målet er at bidrage med mine færdigheder i en i forvejen stærk trup, siger Lasse Rise.
Han flytter fra Randers til Esbjerg med kæresten Thilde. Parret har ikke børn.