Fortsæt til indhold

Allingåbro gør klar til fire finaler i Serie 4

Holdleder og trænerassistent Bjarke Christensen erkender situationens alvor, men han tror på, at Allingåbro kan redde skindet med 12 point i de sidste fem spillerunder

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nyoprykkede Allingåbro har fået kærligheden at føle efter oprykningen til Serie 4. Sølle fire point er det blevet til i de første ni spillerunder.
Men holdleder og trænerassistent Bjarke Christensen har ikke opgivet troen på, at det er muligt at klare frisag, så hans hold ikke igen skal spille i Serie 5 efter sommerferien.
"Jeg tror ikke på, at vi rykker ned, hvis vi slutter på 16 point," lyder Bjarke Christensens regnestykke.
For at komme til det slutfacit, kræver det fire sejre i de sidste fem spillerunder.
"Vi skal spille fire finaler, mod Grenaa, TMV, Øster Alling og Auning, og de fire kampe skal vindes, hvis vi skal spille i Serie 4 efter sommerferien," fastslår Bjarke Christensen.
Første finale spilles onsdag aften på Allingåbro Stadion, hvor Grenaa kommer på besøg klokken 19.
"Den skal vi vinde, ellers må vi nok indstille os på, at vi rykker ned," siger Bjarke Christensen.
Udover de nævnte modstandere, mangler Allingåbro også lokalopgøret mod topholdet Rougsø FF i sidste spillerunde.

Har kun mistet Glenn Hansen

Bjarke Christensen har tidligere været med omkring holdet i både Serie 3, Serie 4 og Serie 5, og han havde efter sidste års jubelsæson ikke forventet, at det ville blive så svært at klare sig i Serie 4 som tilfældet har været til dato, hvor holdet endog måtte melde afbud til den seneste kamp mod IF Mols.
"Vi har kun mistet Glenn Hansen til Nørager, men ellers er truppen den samme, og træningsindsatsen har heller ikke ændret sig," fortæller Bjarke Christensen.
Han er ansvarlig for holdet sammen med cheftræner Allan Olesen.
Hvad der skal ske på trænerfronten efter sommerferien, ved Bjarke Christensen intet om på nuværende tidspunkt.
"Det må bestyrelsen tage stilling til i samarbejde med spillerne," siger han.