Pindstrup gider ikke RYOM
Lørdag 23. august spilles landsbydysten mellem Ryomgård, Pindstrup og Kolind på Lübker Golf, og golferne har allerede godt i gang mundtøjet
Sidste år var golferne fra 8560 Kolind bedst til at få kuglen i hul ved den årlige landsbydyst mod 8550 Ryomgård, men det bliver der lavet om på, når en ny runde om den lokale håneret venter lørdag 23. august på Lübker Golf, hvis det står til taberne, 8550 Ryomgård og Pindstrup.
I år har golferne fra Pindstrup ønsket at stille hold alene, og ikke være sammen med RYOM, som Ryomgård traditionelt kaldes i en Pindstrup borgers mund.
"Både i Pindstrup og i Ryomgård mener de, at de har en større chance hver for sig for at besejre de suveræne Kolind-drenge," storgriner Erling Alberg, som det ikke er nødvendigt at fortælle, hvor han har postnummer.
Også individuel mester
Det primære er holddysten, men i år bliver der også kåret en mester fra hver by.
For at være med kræver det kun, at du er golfspiller med golfkort og har enten bopæl eller længerevarende tilknytning til en af byerne.
"Vi håber på endnu flere tilmeldte end sidste år, hvor vi formåede at samle hele 40 lokale spillere," fortæller Erling Alberg.