Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HK går efter 1. division

Klubbens talentfulde U18 drenge har to chancer til at nå det forjættede land

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs talentfulde U18 årgang på drengesiden vil gøre meget for at kvalificere sig til 1. division i den kommende håndboldsæson.
Drengene har to chancer til at udføre kunststykket: 7. august og 14. september. Her spilles der to kvalifikationsstævner, og kikser det første gang, er der altså en mulighed mere.
"Vi mener, at vi har en af de mest talentfulde trupper i mange år, og derfor skal vi prøve at kvalificere os til at spille i 1. division, fordi det vil være perfekt for drengenes håndboldmæssige udvikling," siger Nørre Djurs HKs ungdomskonsulent Henrik Elkjær, der træner U18 truppen sammen med Henrik Pedersen, Bent Frey og Kurt Sørensen.
"I modsætning til tidligere skal man i denne sæson ikke til kvalifikationsstævner for at få en plads i 2. division, så den er vi i det mindste sikret, hvis det kikser med 1. division," forklarer Henrik Elkjær.
Han erkender, at det bliver mere end svært at få plads i 1. division, fordi konkurrencen er hård.
"Sommerferien har naturligvis begrænset vores muligheder for at træne, men det gælder sikkert også vores modstandere. Jeg ved dog, at det bliver hårdt, fordi du skal spille flere kampe på en stævnedag, og det stiller store krav til vores bredde."

Har halvandet hold

Mange af spillerne i U18 truppen har spillet sammen i en række år. Flere af dem spillede både U16 og U18 kampe i sidste sæson og blev på denne måde hærdet, ikke mindst fysisk.
"Vi har vel 10-11 spillere, der er førsteholdsaktuelle, men vi kan ikke mønstre spillere nok til to hold, og derfor er det vores hensigt at lade de overskydende spillere være med på vores hold i Serie 3 sammen med en række ældre seniorspillere," siger Henrik Elkjær.
En af de ældre spillere kunne godt blive ungdomskonsulenten selv. Efter et par sæsoner med skader (knæ og arm) satser Elkjær ikke på førsteholdshåndbold i Jyllandsserien, men først og fremmest på at blive fysisk klar til at spille håndbold igen, og det kunne udmærket ske i Serie 3 som styrmand for de unge talenter.

Hold i alle rækker

Ungdomskonsulenten kan glæde sig over, at Nørre Djurs HK kan stille hold i alle rækker i den kommende sæson.
"Der er lidt tvivl hos U18 piger, hvor vi ikke har for mange spillere, men får vi ikke hold her, betyder det bare, at vores dametrup bliver tilsvarende bredere," noterer Henrik Elkjær.
Netop dametruppen får ny træner i Brian Skovgaard, der kommer fra et trænerjob i Aastrup/Hammelev. Han afløser Martin Nielsen, der er taget videre til Auning IF.

Sommertræning i sandet

Nørre Djurs HK har i maj og juni benyttet klubbens beachhåndboldbaner flittigt. For at styrke fællesskabet har man inviteret samtlige spillere af begge køn fra de mindste til de største til en ugentlig fællestræning med stor succes.
“Det er vigtigt i en breddeklub som vores at arrangere den slags sociale tiltag, fordi det styrker fællesskabet,” siger Henrik Elkjær.