Fortsæt til indhold

Grenaa er klar til jubilerende Kattegat Cup

Torsdag formiddag åbner borgmester Jan Petersen Kattegat Cup for 30. gang

Sport
Af Martin Schultz

Over 2000 unge fodboldspillere fra hele landet, Norge, Sverige, Tyskland og England ankommer onsdag eftermiddag til Grenaa for at deltage i Kattegat Cup, som i år har 30. års jubilæum.
De mange deltagere indkvarteres rundt på lokale skoler og skal torsdag formiddag kl. 9,45 ved Grenaa Gymnasiums parkeringsplads være klar til at deltage i optoget gennem Grenaa.
De mange fodboldspillere og ledere går gennem byen og runder blandt andet Torvet før de kl. 10.45 ventes at ankomme til Grenaa Stadion.
Her vil Norddjurs-borgmester Jan Petersen kl. 11.00 åbne stævnet, og kl. 12.00 bliver stævnets første kampe fløjtet i gang.
Der spilles i rækker fra 6-8 år og op til drenge under 17 år og piger under 18 år.

Familierne er med på camping

Omkring 500 frivillige er på plads til at sørge for både at afvikle kampe, bespise deltagerne og sørge for et godt ophold for de mange fodboldspillere, som også ledsages af et talstærkt opbud af familiemedlemmer fra ind- og udland.
”Vi har i år 167 deltagende hold og det er 30 hold mere ned sidste år,” siger Kim Andersen, som er formand for Kattegat Cup 2014.
De mange ledsagende familiemedlemmer kan slå lejr på idrætsanlægget på tre baner, som arrangørerne har stillet til rådighed til campering.

Shaka Loveless underholder

De mange fodboldspillere, ledere og familiemedlemmer kommer til at fylde godt i Grenaas gader mens Kattegat Cup står på.
Torsdag aften holdes der Open by Night med Shaka Loveless på friluftsscenen mellem kl. 20 og 21, og fredag og lørdag aften er der diskotek for deltagerne i Grenaa Idrætscenter.
Når der ikke kæmpes på fodboldbanerne kan de unge tage i Djurs Sommerland, på Kattegatcentret, til Ree Park eller til Skandinavisk Dyrepark. Der er også mulighed for at tage sig en dukkert i svømmehallen ved Grenaa Idrætscenter.
Kattegat Cup 2014 slutter søndag kl. 13.00.
Overskuddet fra Kattegat Cup går til ungdomsarbejdet i Grenaa IF.