Fortsæt til indhold

Tode forskellen på sejr og nederlag

Rasmus Christian Tode var tilbage hos Viking Pindstrup i torsdagens hjemmekamp mod efteranmeldte HOG Hinnerup, og med to mål var Tode i høj grad medvirkende til sejren på 5-0

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Viking Pindstrup hentede tre vigtige point i torsdagens hjemmekamp mod HOG Hinnerup i Serie 4.
Viking Pindstrup kunne stort set mønstre stærkeste opstilling denne gang, og det resulterede i en sikker 5-0 sejr. Dog manglede Mads Qvist Hjarsbæk, men han har efter forlydenderne fra Pindstrup-lejren lagt støvlerne på hylden på grund af en skade.
Ikke mindst den tilbagevendte dynamo og veteran, Rasmus Christian Tode, viste star quality som kampens helt store spiller, fortæller Klaus Kruse Rasmussen, fodboldkyndig cafeteriabestyrer i klubhuset på Pindstrup Stadion og tidligere træner i klubben.
"Ramus Christian Tode lavede to meget flotte mål. Det ene på et sologennembrud fra midten, og det andet på et virkelig præcist sparket langskud," fortæller Klaus Kruse Rasmussen.
De øvrige mål blev scoret af Chris Johnsen, 2, og Mads Schmidt.
Hjemmeholdet, der startede med brødrene Joakim og Martin Bjerregaard Jørgensen samt Patrick Falther på bænken, førte 4-0 ved pausen.

Tom Bæk Petersen i startopstillingen

Viking Pindstrups træner Tom Bæk Petersen startede på banen i centerforsvaret, fordi fodboldformand Jørgen Erland Sørensen måtte blive på bænken. Han døjer med lyskebrok.
Derfor svang formanden dirigentstokken fra sidelinjen i tæt samarbejde med den anden halvdel af trænerduoen, den inkarnerede Liverpool-fan Kasper Ilsøe Babis.
"Viking Pindstrup spillede en god kamp og kunne sagtens have scoret endnu flere mål, men flere store chancer blev slet ikke udnyttet efter fortjeneste," fortæller Klaus Kruse Rasmussen, som havde en stille aften ved grillen i stadions berømte sydkurve, og derfor kunne følge kampen tæt og analysere forløbet.
Kun cirka 40 tilskuere bivånede opgøret, og det er langt mindre end halvdelen af det normale fremmøde til en kamp på Pindstrup Stadion.
Måske kan sejren og den nyvundne optimisme lokke flere til at tage sko og klipklapper på næste gang, når Viking Pindstrup kommer på en svær opgave lørdag 6. september på udebane mod Østdjurs 91.