Fortsæt til indhold

Tredje dukkert i træk til Kolind

Åstrup/Hammelev vandt en smal sejr på 1-0 i lokalopgør mod KPI i Serie 1

Sport
Af Martin Schultz

”Sådan er fodbold. Det går op og det går ned. Vi må op på hesten igen og arbejde stenhårdt til træning, så vi er klar til at møde Kristrup på hjemmebane på lørdag.”
Det siger KPI's spillende træner Thomas Gerberg, som sammen med sin trænerkollega Mads Berg skal have rejst et Kolind hold, som efter at have ligget nr. ét i rækken efter tre nederlag i træk nu ligger under stregen i en meget jævnbyrdig pulje.
”Vi spiller lidt uden selvtillid. Vi mangler lige det sidste, og vi kan og skal give 10-15 procent mere,” siger Thomas Gerberg, som var med fra start som den store target man i front for at skaffe KPI de nødvendige mål.

Tre friløbere til Åstrup/Hammelev

Åstrup/Hammelev kom bedst fra start og hurtige Stig Zacher blev spillet to gange fri i dybden før han efter godt 20 minutter udnyttede den tredje friløber til at passere en ellers velspillende André Ørgård i Kolinds mål til kampens afgørende scoring.
”Vi var det bedste hold i kampens start og havde tre friløbere. Derefter blev kampen mere jævnbyrdig og 2. halvleg var meget lige uden de store chancer til nogen af holdene,” siger Aastrup/Hammelev træner Kim Busse.
”Jeg synes vi gør det godt og står sammen som et hold,” siger Kim Busse om Åstrup/Hammelevs præstation.
Desværre måtte to af holdets profiler, Stig Zacher og Jonathan Henig, udgå med skader og må forventes ude i to-tre uger.

KPI satsede uden at det gav mål

Kolind måtte undvære de to U19 spillere Anders Brasch og Martin Holm Hansen, som begge var optaget af U19 holdets topopgør, hvor klubsamarbejdet IFM/KPI spillede 0-0 mod FC Djurslands talenter.
Thomas Gerberg var med på toppen og så skulle de to kanter Mikkel Stær og Kasper Therkildsen levere opspillet til den store angriber. Thomas Gerberg blev efter 55 minutter erstattet af Mikkel Møller.
”Vi prøvede og prøvede og satsede til sidst, men målene udeblev. Nu må vi vise hvad vi består af og fighte røven ud af bukserne i de næste kampe,” siger Thomas Gerberg.
KPI tager lørdag kl. 15.30 imod Kristrup på Kolind Park, mens Åstrup/Hammelev skal til Hadsten og møde et Hadsten FK hold, som endnu ikke har indfriet forventningerne i år og ligger sidst i puljen.