Anholt-løbet kommer i mål trods færgestop
Der er fundet en løsning på transportproblemet til Anholt for deltagerne i Alholt Marathon
En veritabel luft- og vandbro gør det muligt for flere hundrede mennesker at komme til lørdagens Anholt-løb, selvom øens færge pludselig måtte i dok.
”Vi er lykkelige over den store hjælp fra færgeselskabet, fra Dong, fra sponsorer og mange andre,” siger løbsleder Bent Rasmussen.
”Vi er ikke til at stoppe, men det er alt andet lige meget sjovere at holde løb for 150 end for 15.”
Løsningen er kommet i stand ved, at Anholtfærgeselskabet har chartret mandskabsfartøjer fra Dong, ligesom den svenske færge Asterix sejler til Grenå for at hjælpe med at fragte løbere og familier.
Det betyder til gengæld, at en af øens egne løbere så må regne med at glide ned ad årets resultatliste, nu hvor konkurrenterne også møder op.
”For første og eneste gang i mit liv kunne jeg være endt blandt de første i halvmarathon. Det må jeg så undvære, og det er mange sikkert glade for, inklusive mig selv i øvrigt,” siger Erik Høgh-Sørensen.
Det dansksvenske løb er et af Nordens mest eksklusive, fordi det både omfatter et hårdt marathon gennem øens ørken, en kuperet halvmarathonrute, samt en 10 kilometer lang motionsrute for både løbere og gående.
”Det har været et marathon i sig selv at være arrangør af dette løb. Nu står det bare tilbage rent faktisk at løbe alle kilometerne,” siger arrangør og deltager Moa Björnson.