Fortsæt til indhold

Hajerne blev spist af Randers FC talenter

Randers Freja savede FC Djursland over med 7-0 i sæsonens første træningskamp til sommerfesten i Stenvad

Sport
Af Martin Schultz

”Vi var klart overmatchet mod et stærkere, hurtigere og mere veltrænet Randershold.”
Så klar er udmeldingen fra FC Djurslands cheftræner Jesper Borup, efter at FC Djursland i lørdags i sæsonens første træningskamp tabte 0-7 til Randers Freja med spillere fra den nyoprettede talenttrup, spillere fra U19-ligaen samt enkelte unge talenter fra Superligatruppen.
”Randers var på et andet niveau. Vi kunne kun følge med i de første tyve minutter og faldt så sammen. Vi var oppe mod et hold, som har været i gang meget længere end os og som i 1. halvleg bestod af spillere fra Randers FC' s hold i reserveholdsligaen,” siger Jesper Borup, som stillede med et hold uden fem profiler og som kun havde trænet i en uge efter sommerferien..
”Det er aldrig sjovt at tabe med de cifre, men for mig var det vigtigt at se, hvor vi ligger formmæssigt,” siger Jesper Borup.

Junker knækkede hajerne

Randers Freja mødte blandt andet op med de unge angrebstalenter Kasper Junker, med en fortid i netop FC Djursland, og Edgar Babayan, og tilsammen tegnede de sig for fire mål til halvlegsstillingen 4-0.
Begge angribere er en del af Randers FC's superligatrup, og Kasper Junker har haft sine første indhop i Superligaen.
Kasper Junker gjorde det onde ved sine tidligere holdkammerater, da han knækkede hajerne fra Djursland med to scoringer i det 27. og 28. minut.
FC Djursland var slet ikke i form til at matche Randers talenterne, men er nu i gang på træningsbanen med tre ugentlige træningspas på hver to timer.
”Vi skal i fysisk form, finde og udvikle vores spilkoncept, og så slutter hver træning med at vi arbejder med de enkelte spilleres særlige kompetencer,” siger Jesper Borup, som ikke har et færdigt spilkoncept klar.
”Vi mistede 6-7 spillere i vinterpausen og igen 6-7 spillere i sommerpausen, så vi har mange nye spillere. Vi vil gerne spille med to angribere, men skal vi så spille med tre eller fire mand i forsvaret,” overvejer Jesper Borup.

Svær sæson i vente i Danmarksserien

Jesper Borup og hans assistenttræner Jeppe Friis er startet træningen op med omkring 24 spillere, men forventer at arbejde med en træningstrup på 18 markspillere og to målmænd.
”Vi har ikke en færdig trup og forventer, at der kommer yderligere tilgang inden sæsonen starter,” siger Jesper Borup, som vil satse på et hold med overvejende lokale spillere.
Der forestår træningskampe mod Brabrand og Lystrup, som begge er oprykkere til Danmarksserien, og en træningskamp mod Aarhus Fremad, som rykkede ud af 2. Division sammen med blandt andet FC Djursland.
”Brabrand og Lystrup skal vi kunne måle os med, mens jeg forventer Aarhus Fremad vil være blandt oprykningskandidaterne,” siger Jesper Borup.
Målsætningen for FC Djursland er at holde sig i Danmarksserien med en placering midt i rækken. Det i sig selv kan blive en udfordring, fordi den kommende sæson bliver et hårdt udskilningsløb.
”DBU vil slanke 2. divisionerne og det betyder, at der rykker seks hold ud af hver af de tre Danmarksseriekredse til næste sommer. Så det gælder om at slutte blandt de otte bedste hold i kredsen,” siger Jesper Borup.
Efterårssæsonen starter for alvor tirsdag 12. august, når FC Djursland i pokalturneringen ude møder IF Lyseng, og lørdag 16. august med turneringspremiere ude mod Viby.