De Blå Heste klar med trænerinspirationsaften i Auning
Lokale trænere skal have blokken og iPaden med til Auning onsdag 17. september, når Randers FC kommer til Djursland
Randers FC Klubfællesskabet, Randers FCs samarbejdsforum med hen ved 50 klubber i Randers og opland, arbejder i øjeblikket med en række nye tiltag, der kan inspirere omegnsklubberne.
Et af disse er de såkaldte trænerinspirationsaftener, hvor samtlige samarbejdsklubbernes trænere kan deltage.
Den næste trænerinspirationsaften foregår onsdag 17. september i Auning, fremgår det af Randers FCs hjemmeside.
Hvordan programmet kommer til at se ud er ikke på plads endnu, men det bliver sandsynligvis en aften, hvor en af Randers FCs elitetrænere fra enten superligatruppen, U19 eller U17 truppen vil forestå halvanden times træning i et specifikt tema med udvalgte medier, og efterfølgende uddybe temaet og måden at træne på i Randers FC ved en seance indendørs.