Fortsæt til indhold

Frederik Schandorff tæt på dansk mesterskab i Formel Ford

Den lokale kører fra Essig kan skimte guldmedaljen

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Den lokale Formel Ford kører Frederik Schandorff, Essig, forsvarede sin DM-føring i den optimale rugeklasse for unge talenter med mod på mere ved den fjerde af syv mesterskabsserier, der blev kørt på Kinnekulle Ring i Sverige.

Motorbanen ligger mellem Lidköping og Mariestad og er en 2.072 meter lang bane, der er kendetegnet ved at have en enkelt decideret langside og utallige sving.

Syv førstepladser

Frederik Schandorff kørte en sejr, en andenplads og en tredjeplads hjem på Kinnekulle Ring.
Dermed har han i de hidtil 12 kørte afdelinger været første mand over stregen i de syv, tre gange er han er blevet nummer to og enkelt gang nummer tre, mens han er udgået i en afdeling.
"Nu har jeg vundet løb på alle de fire baner, som vi i år har kørt på, og været på podiet i alle de løb, jeg har deltaget i, og det er der ingen andre, som har gjort i år," konstaterer Frederik Schandorff.

Solidt forspring

"Efter Kinnekulle Ring har jeg et forspring på 68 point, og det er jeg rigtig glad for, for vi har kun tre afdelinger af mesterskabet tilbage, og der er 75 point at køre om i hver afdeling," siger han.
Nærmeste konkurrent er unge Jan Jønck fra Skødstrup, der kørte to førstepladser hjem i Sverige, og det var nok til at rykke op på andenpladsen i den samlede stilling.

Lillebror i vanskeligheder

For lillebror Christian Schandorff var mødet med Kinnekulle Ring en svær oplevelse. Under et af de to testpas inden løbet røg han af banen, men teamets mekanikere fik gjort bilen klar til næste dags tidtagning.
Her satte han niendebedste tid, men formåede i løbene at klare sig bedre med syvendepladser i det første og tredje løb, mens han i løb nummer to måtte udgå.
Næste afdeling af det danske Formel Ford-mesterskab finder sted på – Ring Djursland – den 16.-17. august.