Fire forrygende dage med børn og fodbold
Stor tilfredshed med afviklingen af Kattegat Cup i Grenaa
Roen har atter sænket sig over idrætsanlægget i Grenaa efter at de mange børn og unge, trænere og pårørende fra fem lande søndag eftermiddag forlod Djursland med lutter gode minder og masser af solskin i bagagen.
”Jeg kan ikke mindes et bedre stævne, så jeg er en stolt og tilfreds formand,” siger Kattegat Cups førstemand Kim Andersen.
Årets Kattegat Cup blev afviklet i det flotteste sommervejr og på nær en ordentlig regnbyge lige efter den officielle åbning torsdag middag, så var der tørvejr og masser af varme under hele stævnet.
”Det var fire helt forrygende dage og årets Kattegat Cup blev afviklet uden problemer af nogen art,” siger formand for Kattegat Cup, Kim Andersen.
”Men selvfølgelig sker der skader, når næsten 2000 børn og unge spiller 450 kampe på fire dage,” siger Kim Andersen, som blandt andet måtte notere et brækket skinneben, et brækket fodled og omkring 50-60 behandlinger for insektstik i samaritternes telt.
Ømme fodboldben på dansegulvet
Også sportsligt blev årets Kattegat Cup en succes med mange velspillende hold og en jævnbrydighed helt op til de afgørende kampe.
”Hold fra mange forskellige klubber og lande kunne rejse fra Grenaa som vindere, og der var der en god blanding af hold i finalekampene,” siger Kim Andersen.
Torsdag aften havde stævnedeltagerne en forrygende aften i Grenaa, hvor der var Open by Night i handelslivet og en af den unge musiks helt hotte navne Shaka Loveless underholdt ved en friluftskoncert midt i byen.
”Fredag og lørdag var der diskotek i Grenaa Idrætscenter og masser af glade børn og unge morede sig og dansede hele aftenen, selvom nogen måske havde ømme fodboldben,” siger Kim Andersen.
Mellem 400 og 500 frivillige har hjulpet til med stævnet, hvis overskud går til at støtte ungdomsfodbolden i Grenaa IF.