Vivild hentede et point med markspiller i mål
Målmand Benjamin Bendixen trådte forkert tidligt i kampen i lørdagens hjemmekamp mod Langå, og så måtte markspiller Niels Krogsgaard tage handsker på
Vivild satte igen point til i Serie 2. I lørdagens hjemmekamp mod Langå var holdet bagud 3-2 kort før tid, men så smed Tommy Sørensen læderet op i målhjørnet på et frispark.
Udligningen blev sidste punkt i kamprapporten efter en til tider dramatisk kamp.
Vivild måtte således efter 39 minutter udskifte målmand Benjamin Bendixen, som trådte forkert i et forgæves redningsforsøg allerede efter 25 minutters spil på et direkte frisparksforsøg som endte i netmaskerne til Langå.
Bendixen forsøgte at kæmpe videre, men smerterne blev for store.
I stedet klædte Niels Krogsgaard sig i målmandstrøje og tog handsker på.
Vivild sluttede dog de første 45 minutter af på positiv vis, da Frederik Espensen i sidste minut udlignede til 1-1.
Vivild hang bagefter
Efter pausen kom Langå på 2-1 i det 53. minut på langskud på et tidspunkt, hvor gæsterne ellers var i undertal.
Vivild svarede igen med det samme, da første halvlegs målscorer Frederik Espensen satte Jonas Bossow i scene, og rutinerede Bossow svigtede ikke.
Gæsterne lugtede igen sejren, da holdet i det 70. minut fik tilkendt et straffespark begået af Kasper Pedersen.
En dom, som hjemmeholdets ellers besindige assistenttræner Jesper Møgelvang var alt andet end tilfreds med.
Han udnævner i sit kampreferat dommertrioen til at være "utroligt svag."
Heldigvis for Vivild havde Tommy Sørensen gemt en frisparksperle i støvlen før sidste fløjt, så slutfacit blev 3-3.
"Det var fuldt fortjent i forhold til spil og chancer, at kampen endte uafgjort, men vi må konstatere, at der skal mere til, hvis vi skal have tre point med hjem fra Virup Skole mod TMV tirsdag aften," konkluderer Jesper Møgelvang.
Nyoprykkerne TMV har overraskende for de fleste maksimumpoint 18 efter seks kampe. Til sammenligning har Vivild hentet 8. Derfor skal der en sejr til tirsdag aften, hvis Vivild fortsat skal turde håbe på oprykning til Serie 1.