Fortsæt til indhold

Lars Krogh Jeppesen til Team Esbjerg

Sport
Arkiv

Team Esbjerg forstærker trænerteamet med Lars Krogh Jeppesen, der efter en international karriere i førende europæiske klubber senest har været ansat i en kombineret stilling som assistenttræner, salgsansvarlig og manager i den danske topklub, KIF Kolding København.
35-årige Lars Krogh Jeppesen efterfølger en anden tidligere topspiller med Kolding-baggrund, Patrick Westerholm, og indtræder få dage før premieren i Dame Håndbold Ligaen i et trænerteam med Lars Frederiksen som cheftræner.
"I min aktive karriere har jeg altid godt kunnet lide at flytte mig og lade mig inspirere og udvikle af nye omgivelser og mennesker. Team Esbjerg er en spændende udfordring, der giver mig mulighed for sammen med Lars Frederiksen at indgå i et spændende samarbejde med et af Danmarks bedste damehåndboldhold, hvilket i håndboldmæssig henseende er en anderledes opgave, end jeg har været vant til. Jeg ser et stort potentiale i disse piger, og jeg vil gerne være en del af at få succes på banen. Jeg glæder mig til jobbet i Esbjerg og møder med åbent sind og god energi," siger Lars Krogh Jeppesen.
Han indledte karrieren på topplan i Team Helsinge, hvorfra han skiftede til SG Flensburg-Handewitt og spillede fire sæsoner. Han fortsatte derefter i det spanske håndboldflagskib, FC Barcelona, i to sæsoner og rundede karrieren i udlandet af med en sæson i THW Kiel. Selv om opholdet i Kiel var præget af skader, opnåede han i 2007 at være med til at vinde sin anden Champions League-titel efter samme triumf i Barcelona to år forinden. Comebacket i dansk herrehåndbold blev for Bjerringbro-Silkeborg. Lars Krogh Jeppesen har spillet 125 landskampe for Danmark.
"Vi ønskede at hente en kompetent håndboldpersonlighed med erfaring som spiller, som kan supplere Lars Frederiksen rigtig godt, og det er jeg overbevist om, at vi får med Lars Krogh Jeppesen. Han er en kapacitet med erfaring fra de største ligaer i Europa, som kan bidrage til at udvikle spillerne og bringe os i den rigtige retning," siger sportschef Thomas Hylle.
Cheftræner Lars Frederiksen har i sin aktive karriere for KIF Kolding stået over for Lars Krogh Jeppesen, som han betragtede som en af ligaens bedste angrebsspillere.
"Det er godt at have en solid erfaring som spiller, når man i dagligdagen skal udfordre mig i arbejdet med holdet, og det har Lars Krogh Jeppesen. Han er absolut en person, jeg glæder mig til at arbejde sammen med om også at udfordre en langt større spillertrup, end vi har haft i de seneste sæsoner," siger Lars Frederiksen.
Aftalen med Lars Krogh Jeppesen omfatter i første omgang sæsonen 2014-2015. Han bor i Kolding, er gift med Mette, og parret har to døtre.