Fortsæt til indhold

8-0 sejr til IF Midtdjurs i Serie 3

Bundholdet Kristrup kunne intet stille op søndag eftermiddag, da holdet gæstede IF Midtdjurs og Ryomgård Stadion

Sport
Af Martin Schultz

IF Midtdjurs udraderede søndag bundholdet Kristrup, der mestendels består af tidligere førsteholdsspillere i klubben med store og stærke Jens Nørgaard i spidsen, med hele 8-0 (3-0).
”Der var aldrig tvivl om udfaldet, og Kristrup havde vel kun en enkelt afslutning, der ramte målet i de 90 minutter,” fortæller Lars Norman Thomsen, træner i IF Midtdjurs sammen med Klaus Fanø.
Topscorer Mikkel Sonnichsen scorede tre gange og er nu oppe på syv mål i fire kampe. De øvrige scoringer var fordelt på fem spillere: Anel Alagic, Jesper Lars Søndermark Jepsen, Dennis Simonsen (hovedstød), Jonas Simonsen (straffespark) og Søren Vitten Aagaard Gribsholt.

Aktion-reaktion

Der blev aldrig helt tale om en seværdig fodboldkamp, fordi styrkeforskellen på de to hold var for udtalt.
”Hvis vi overfører fysikkens aktion-reaktion på kampen, så kom reaktionen aldrig, og derfor er det svært at spille koncentreret i 90 minutter, når man selv skal sætte tempoet,” siger Lars Norman Thomsen.
Han var tilfreds med dele af spillet, men savnede generelt et højere boldtempo.
”Vi varmede bolden for meget, og fik for lidt udbytte af vores fart i for mange sekvenser. Man kan naturligvis ikke være utilfreds, når man vinder 8-0, så vi er meget tilfredse, men ved også, at der er plads til forbedringer i dele af spillet.”

Stærk Framarz Karimi

Hos hjemmeholdet lavede 17-årige Anel Alagic flere besnærende detaljer, og Framarz Karimi gjorde det atter fint som venstreforsvarer. Sidstnævnte var oplægger til kampens bedste mål, da han med et perfekt slået tidligt indlæg med knald i ramte Mikkel Sonnichsen i medløb, så denne kunne score sikkert til 4-0.
”Det har været vores træningstema i sidste uge at få meget mere fart på vores tidlige, flade indlæg, og derfor var der glæde over scoringen,” fortæller Lars Norman Thomsen.
Jesper Lars Søndermark Jepsen brændte et straffespark og et par andre direktører.
”Jesper skal dog nok være der og bliver kampafgørende i angrebsfasen, når der venter os langt svære opgaver, sammen med blandt andet topscorer Mikkel Sonnichsen og anfører Mikkel Fanø,” siger Lars Norman Thomsen.

Barsk opgave tirsdag

Allerede tirsdag skal IF Midtdjurs i kamp igen, når holdet møder Vorup FB på Ulvehøjs kunstgræsbane klokken 20.
”Det bliver en hård opgave, men den er bestemt ikke uløselig. Der skal investeres masser af energi, og vi skal bevare roen i pasningsspillet og spille os ud af modstandernes første pres,” siger IFM-træneren.
IF Midtdjurs supplerer truppen med Friborz Karimi. Han erstatter Kasper Brøbech Jacobsen, som kun er til rådighed i weekenderne, fordi han bor i Holstebro, hvor han læser til fysioterapeut.