Fortsæt til indhold

IF Midtdjurs gik målamok

Alliancen kunne intet stille op mod topholdet i Serie 3, IF Midtdjurs, der vandt søndagens opgør på Ryomgård Stadion med hele 11-2

Sport
Af Martin Schultz

IF Midtdjurs indledte søndagens opgør på Ryomgård Stadion mod Alliancen med at score til 1-0 allerede efter blot et minuts spil. Jesper Lars Søndermark Jepsen scorede sikkert, da han fik en oplægsbold fra Friborz Karimi.
Herefter var der lidt stilstand det næste kvarter, indtil Alliancen fik udlignet til 1-1 på straffespark, da dommer Kell Thyre mente, at hjemmeholdets Dennis Simonsen brugte hænderne til at gøre sig bred i eget felt. Hjemmeholdets målmand Lasse Walter Nielsen var uden chance.
Hjemmeholdet skruede op for boldtempoet, og inden den halve time stod der 4-1 på måltavlen, og ved pausen 5-2.

Spil til et mål

Da Anel Alagic efter pausen øgede til 6-2, var det ude med gæsterne som totalt mistede pusten af det hårde udgangstempo.
”Anden periode var spil til et mål, og det var fint, at spillerne formåede at bevare koncentrationen og fik scoret nogle mål,” siger Lars Norman Thomsen, træner i IF Midtdjurs.
Det var hjemmeholdet 6. sejr i træk ud af seks mulige.
”Mod Alliancen lød et af temaerne på, at vi skulle blive bedre til at spille chancerne større og ikke hele tiden slå risiko-bolde efter vores hurtige folk i front. Det lykkedes bedre og bedre, som kampen skred frem,” siger Lars Norman Thomsen, der også kunne glæde sig over, at andetholdet i Serie 5 vandt i weekenden.

Ny mand med en spændende fodboldfortid

Kushtrim Deskaj scorede fire gange for IFM's andethold, da Hornbæk blev besejret 5-0. Den sidste scoring stod der Johannes Andersen på. Han er netop begyndt træningen i IF Midtdjurs.
Johannes Andersen har en spillerfortid i blandt andet FC Bornholm (Danmarksserien) og Skjold (hvor det blev til enkelte kampe i 1. division).
De 11 mål mod Alliancen fordelte sig på følgende:
Jesper Lars Søndermark Jepsen 4, Mikkel Fanø 2 (1 på straffespark), Anel Alagic 2, Mikkel Sonnichsen 1, Framarz Karimi 1, Morten Klem Thomsen 1.