De griner, men timerne i sadlen gør ondt
22 glade amatører fra Hørning Håndbold tæller ned til cykelturen til Paris med mange timers træning på landevej
“Jo, nu begynder vi at mærke de mange træningskilometer og de mange timer i sadlen i ben, bag og den øvrige krop, og vi må indrømme, at det begynder at blive hårdt.”
Sådan lyder det fra to af de kommende i alt 22 deltagere i Hørning Håndbolds velgørenheds-cykeltur til Paris, henholdsvis formanden for Hørning Håndbold, Klaus Jeppesen, og elinstallatør Chris Jacek Rasmussen, Lux-El.
Kilometer eller timer?
Når man spørger, hvad der er hårdest ved træningen, så bliver de to hurtigt enige:
“Det er de mange timer i sadlen,” lyder svaret promte.
Den hårde træning er imidlertid nødvendig, for der bliver tale om etaper med helt op til 11 timer i sadlen og distancer på 269 kilometer for nogle af de længstes vedkommende, ligesom gennemsnitsfarten er sat til 27 kilometer i timen.
Der bliver da også virkelig trænet igennem hos Hørning-rytterne. Tæller man det hele sammen for januar, februar, marts og april, så løber det faktisk op i 4400 træningskilometer.
“Jeg regner med at ende på 5200 kilometer, inden vi sendes afsted til Paris,” tilføjer Klaus Jeppesen.
Jeppesen har kunnet holde sig skadesfri indtil videre. Men sådan er det ikke gået for alle.
“Jeg har måttet holde pause i en måned for at aflaste mit knæ,” fortæller Chris Jacek Rasmussen, som dog er helt opsat på at blive klar til den resterende træning, og når det går løs i retning mod Paris.
Foreløbig har alene træningen kostet to deltagere, der har måttet opgive. Det har betydet indkaldelse af reserver blandt ryttere fra ventelisten.
Træningen har også omfattet deltagelse i løb, hvor alle har været med. De 22 ryttere har således gennemført Bakkeløbet og Danmarks Højeste.
Fællestræningen i juni kulminerer med, at rytterne skal køre længere strækninger med følgebiler, mekanikere og forplejning og hele menageriet.
“Træningen har virkelig været en øjenåbner og vist, at en cykeltur fra Hørning til Paris ikke er noget, man bare lige gør. Det kræver meget mentalt, træningsmæssigt, ligesom man også skal passe kost og søvn for at klare det,” konstaterer Klaus Jeppesen.
Formålet med cykelturen er også velgørenhed. Klaus Jeppesen håber på et overskud i størrelsesordenen 30.000 kroner til hospitalsklovnene.
Prolog dagen før start
Lørdag 11. juli kører de stolte cykelryttere prolog rundt i Hørnings gader.
I den forbindelse har Hørning Håndbold formået at få den internationale stjernespiller, Jesper Nøddesbo, FC Barcelona Håndbold, til at klippe snoren.
Jesper Nøddesbo holder tillige foredrag klokken 16 om, hvordan man forbereder sig til store sportsbegivenheder.
Klaus Jeppesen røber, at det vil være muligt for både drenge og piger at få verdensstjernens autograf i forbindelse med besøget i Hørning.
Starten går søndag 12. juli klokken 7 fra Hørning Hallen i retning mod Paris.
Fredag 17. juni klokken 15-16 køres i mål på Concorde-pladsen i Paris, hvor der venter et hjemmepublikum fra Hørning med Dannebrogsflag og champagne.