Fortsæt til indhold

Sort bælte til otte dragon kids

Sport
Arkiv

Efter knap tre års målrettet træning kunne otte seje Moo Sa Dragon Kids fejre deres sortbælter i Skanderborg Taekwondo Klubs specielle bæltesystem for 5-8 årige. De otte startede på et hold med over 40 børn og er de sidste, der har kæmpet sig igennem til sort-bæltegraden.
Det specielle tilbud for de mindste er etableret med støtte fra Dansk Taekwondo Forbund og Idrætssamvirket i Skanderborg Kommune. I forbindelse med projektet er klubben blevet certificeret og senere også recertifeceret med Danmarks Idræts-Forbunds 'Et godt idrætsmiljø for børn'.

Helena Therkelsen har trænet de otte små Moo Sa krigere assisteret af Lars Sørensen og Tobias Hammershøj. Selve gradueringen blev forestået af klubbens højestgraduerede, som var meget tilfredse med de nye børne sortbælter.
”I skal være stolte over jeres graduering og bælte. Vi glæder os til at følge jer de kommende år, hvor der venter nye bælter til jer på vores almindelige børnehold,” lød det fra graduerinspanelet efter den halvanden time lange graduering.