Jesper Sørensen vender hjem til AGF
Den tidligere Silkeborg-træner er atter ansat som assistenttræner i AGF
AGF har ansat Jesper Sørensen som ny assistenttræner under Morten Wieghorst. Den tidligere AGF-spiller stod var i sidste sæson cheftræner i Silkeborg, og han var også assistenttræner i AGF fra 2009-2013.
"Da Flemming Povlsen stoppede sagde vi, at vi skulle have en fuldgod erstatning, og det har vi nu fundet med Jesper. Vi får en træner, der er fagligt dygtig, og som kender klubben. Med sin erfaring og viden om spillet kan Jesper sammen med Morten og resten af trænerstaben være med til at løfte os yderligere," siger sportschef Jens Andersson i en pressemeddelelse.
Også cheftræner Morten Wieghorst glæder sig til samarbejdet.
"Efter at Flemming stoppede, havde vi brug for at udvide trænerstaben, og heldigvis var det muligt at få fat i en dygtig træner som Jesper. Han er selvfølgelig ikke et lige bytte for Flemming. Han kan nogle andre ting, og vi skal have fordelt rollerne på en lidt anden måde. Men Jesper kommer til med masser af erfaring, og jeg ser meget frem til at arbejde sammen med ham," siger Morten Wieghorst i en pressemeddelelse.
Jesper Sørensen er også glad for at være tilbage på Fredensvang.
"Jeg har haft nogle gode snakke med Morten, og han har givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at få mig ind i trænerteamet. Det er også enormt spændende at være en del af et projekt, hvor man har nogle ambitioner om at gøre det bedre, end man tidligere har gjort," siger den tildligere AGF-spiller og fortsætter:
"Selvom jeg har haft en anden rolle, siden jeg var her sidst, så er det stadigvæk et spørgsmål om at være fodboldtræner og bidrage til de processer i dagligdagen, der gerne skulle gøre, at vi har de bedst mulige forudsætninger for at lykkes, når der er kamp. Det glæder jeg mig enormt meget til at være en del af."
Jesper Sørensen har UEFA's højeste trænerlicens og er til stede allerede ved dagens træning på Fredensvang.