Michael Birn er ny salgsdirektør i AGF
AGF har ansat Michael Birn som ny salgsdirektør.
48-årige Birn er bosat i Tranbjerg med familien. Han har mange års erfaring og dokumenterede resultater fra ledende stillinger inden for detailsalg i gulv- og møbelbranchen. Siden 2008 har han været adm. direktør for Inbogulve-koncernen.
"Både fagligt og personligt er det en udfordring, som virkelig tænder mig. AGF er inde i en rivende udvikling. Der er sket meget på kort tid, og jeg ser frem til at være med til at udvikle de kommercielle aktiviteter i en fortsat positiv retning og gøre AGF’s brand endnu mere attraktivt for sponsorer, tilskuere og fans. Opbakningen til AGF er helt unik, og den skal vi både værne om og dyrke, og det er en opgave, som jeg glæder mig til at tage fat på," lyder det fra Michael Birn i en pressemeddelelse.
Han tiltræder 1. august.