Frijsenborgløbet runder et skarpt hjørne
Frijsenborgløbet startede i 1976. En af veteranerne er Peter Schouborg
Når Frijsenborgløbet bliver skudt i gang under årets hestemarked i Hammel 3. september, er det 40 år siden, at nogle initiativrige motionister satte sig for at bruge Frijsenborgs skove og stier til smukke og kuperede løberuter.
Løbet, der ikke ville dø
I en tid hvor der arrangeres løb på broer, motorveje og sågar i kalkminer, kan man måske overraskes over, at Frijsenborgløbet har overlevet den hårde konkurrence.
Men nogle ihærdige lokale ildsjæle viste, at de kunne arrangere løb. Først var det Håndværker- og Borgerforeningen, senere i 1991 overtog Hammel GF Løb & Motion arrangementet.
”Selvfølgelig har vi kunnet mærke konkurrencen. Det højeste antal har været over 600, mens vi det seneste år har ligget på omkring små 400,” siger Peter Schouborg (med i 26 år) fra Hammel GF Løb & Motion.
Hvepse og lynnedslag
Han føjer til: ”Det er ikke bare konkurrencen fra andre løb, der har været ude efter os. Et år gik en hær af hvepse til angreb på løberne i skoven. Og et andet år vil rygterne vide, at et lynnedslag medførte, at fadene med kager blev strømførende.”