Fortsæt til indhold

Syv birdies, en eagle og en bogey

Jeppe K. Andersen fra Asserbo har lagt sig i spidsen af Ecco Tour-turneringen ’Made in Denmark Qualifier’ der netop nu afvikles Silkeborg Ry Golfklub

Sport
Grethe Bo Madsen

Der var plads til et af de helt store tandpastasmil hos golf-spilleren Jeppe K. Andersen fra Asserbo, da han onsdag på førstedagen af Ecco Tour-turneringen 'Made en Denmark Qualifier' ikke bare lagde sig i spidsen af turneringen, men samtidig satte en imponerende banerekord i Kildebjerg Ry, med en fantomrunde i 64 slag med syv birdies, en eagle og en enkelt bogey.
Dermed gav amatørspilleren alle de professionelle baghjul og i turneringen, der afvikles i Silkeborg Ry Golfklub over tre dage på banerne i Silkeborg og Kildebjerg Ry.
Den imponerende runde gav Jeppe K. Andersen et forspring på tre slag ned til svenskeren Björn Hellgren på andenpladsen i fem slag under par
Det store felt med 186 spillere til start spiller blandt andet om tre pladser til Europatour-turneringen Made in Denmark på Himmerland Golf & Spa 20.-23. august.
“Det ville da være sygt at komme et smut til Made in Denmark og få debut på Europa-touren. Men efter den her start må det være målet, selv om jeg godt ved, at der er langt endnu,” sagde Jeppe Kristian Andersen, før han torsdag skal spille Silkeborg-banen.