Drømmerunde blev ikke en genvej til sejr
Trods drømmerunden i 64 slag med syv birdies, en eagle og en bogey, der satte banerekord på Kildebjerg Ry banen, lykkedes det ikke amatørspilleren Jeppe K. Andsersen at stå distancen i Ecco Tour-turneringen 'Made in Denmark Qualifier' i Silkeborg Ry Golfklub.
Den svære Silkeborg bane krævede 76 slag og det sendte ham tilbage til en placering som delt nummer 6 i fire slag under par.
Til gengæld er en anden dansker, veteranen Knud Storgaard, på vej mod finalen i dag og vurderes at have gode muligheder for at spille sig til en plads i Made in Denmark. på Himmerland Golf & Spa. 20.-23. august.
Knud Storgaard har erfaring med European Tour tidligere i karrieren, og slutter han som bedste dansker eller blandt de tre bedste i Silkeborg, vil hans deltagelse i Made in Denmark være sikret.
Favorit til at vinde i Silkeborg er dog den langtslående finne, Tapio Pulkkanen, der efter en runde i 67 slag på Silkeborg-banen og sammenlagt otte slag under par har en beskeden føring på et slag ned til Storgaard, der deler andenpladsen med svenskeren Simon Forsström.
Tapio Pulkkanen er sikker deltager i Made in Denmark, fordi han også har en sikker føring på ranglisten Race to Himmerland, hvor de tre bedste efter Made in Denmark Qualifier også sikrer sig en plads i Made in Denmark.