Flere lokale kørere er med i Tvilum Rally Show
Tvilum Rally Show og Tvilum Classic Show sker i industrikvarteret i Fårvang.
Et af de mest traditionelle rallyarrangementer i Danmark er Tvilum Rally Show, der afvikles i Fårvang. År efter år har både deltagere og publikum valfartet til den lille provinsby, som ligger mellem Viborg og Århus, og når den 37. udgave af løbet i år køres den 7. august om aftenen, vil det ikke være nogen undtagelse.
Også Jan fra Hammel
Tvilum Rally Show har atter i år stor lokal deltagelse.
Christian K. Jensen fra Ans er atter med, og han går i den grad efter at vinde løbet. Han har nemlig sejret de sidste fire år i træk, og hvis han tager en ny sejr med sin Peugeot 208 T16, vil han være den første kører til at vinde løbet fem gange i træk.
Hammel har to repræsentanter i løbet. Den ene er Jonas Aagaard, som starter med sin Renault Clio, mens Jan Sørensen deltager med en af de helt store publikumsfavoritter. Han starter nemlig i den historiske klasse med sin Opel Manta 400 fra 1983.
Fra Gjern kommer Michael Broberg med sin Citroën C2 R2.
Tvilum Rally Show er et af de mest traditionsrige motorsportsarrangementer i Danmark og afvikles fredag den 7. august 2015.