Hørning Hallen fik penge og nyt navn
Gavecheck fra SuperBrugsen på 250.000 kroner til den nye hal i Hørning
For en kvart million kroner har Hørning Hallen for de næste fem år skiftet navn til SuperBrugsen Arena.
Det sker efter at SuperBrugsens uddeler, Jens Grøftehauge, fredag 28. august overrakte en gavecheck på 250.000 kroner til Lars G. Jørgensen, formand for Hørning Idrætscenters forretningsudvalg. Dermed er SuperBrugsen den nye hals største sponsor.
Pengene gør det muligt for idrætscenteret at leve op til sit løfte til kommunen om at stille med en selvfinansiering på en million kroner til den nye hal.
“Jeg er en rigtig glad formand i dag. Det betyder utrolig meget for os, at få så stor en støtte, som SuperBrugsen nu har valgt at give Hørning Idrætscenter,” siger formand for Hørning Idrætscenter, Lars G. Jørgensen.
Rå hal og ingen indretning
Pengenen fra kommunen samt lån og egenfinansiering dækker i første omgang kun den rå hal.
Den vil kunne bruges, men indretningen af kælderen til fitnessafdeling samt omklædningsrum og toiletfaciliteter er der endnu ikke penge til.
Drømmen rækker dog langt videre end blot en ny hal.
Anden etape af det ambitiøse halprojekt omfatter en større gymnastiksal med springgrav, mens tredje etape er en sammenbygning af de to haller med en foyer, mødelokaler og caféområde.
Det samlede projekt anslås at løbe op i 35 millioner kroner.
Stadig behov for støtte
Derfor håber Lars G. Jørgensen, at endnu flere i Hørning vil støtte op om den nye hal.
“På nuværende tidspunkt har 147 borgere købt en mursten hver til 1.000 kroner og 30 virksomheder har købt mursten til 5.000 kroner stykket. Det er rigtig flot, og det er vi meget taknemlige for. Men der bor mange flere i Hørning, som også bruger centeret, så vi håber, at støtten vil fortsætte, nu hvor hallen begynder at skyde op. Vi er langt fra i mål,” understreger han.
Går alt efter planen er den nye 2.400 kvadratmeter store hal klar til indvielse til marts næste år. Men allerede om får uger skyder hallen i vejret.
“I uge 38 begynder entreprenøren monteringen af vægge, dæk og tag. Elementernes størrelse er cirka 40 kvadratmeter, så det kommer til at gå stærkt,” lover formanden, der håber på rejsegilde lige op til efterårsferien.