Fortsæt til indhold

Salling Fondene har givet 10 millioner kroner til nyt sejlsportscenter

Salling Fondene har doneret penge til sejlsportscenter på Aarhus Ø

Sport
Camilla Olesen

“Det er en kæmpe anerkendelse af vores projekt.”
Sådan lyder det fra formand for Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter, Hans Skou i en pressemeddelelse, efter at Salling Fondene har doneret 10 millioner kroner til centeret.
Planen er, at det skal ligge på Aarhus Ø, og at det står klar i 2017.
“Udover at sejlsportscenteret vil være et arkitektonisk fyrtårn for Aarhus Ø, vil det give et markant løft til dansk ungdoms-, talent- og elitesejlsport og endelig vil vi med sejlsportscenteret få den ideelle base til at eksponere og præsentere sejlsport over for nye brugergrupper indenfor blandt andet børne- og ungeområdet,” siger Hans Skou.
Karin Salling er begejstret for projektet:
“Det er et meget bredtfavnende projekt, som vil glæde de mennesker, som sejler, men også de, som holder af at kigge på. Et internationalt sejlsportscenter vil trække mennesker fra nær og fjern og skabe store oplevelser i Aarhus - ligesom det vil bidrage til at lære børn og unge at færdes sikkert på havet. Fra Salling Fondene er vi meget glade for at kunne bidrage til, at sejlsportscenteret bliver en realitet,” siger Karin Salling i pressemeddelelsen.