Med ryggen mod muren i kamp om OL-medalje
Torben Risgaard Grimmel fra Mørke har i bogstaveligste forstand kæmpet om OL-medalje med ryggen mod muren
OL-skytten Torben Risgaard Grimmel fra Mørke arbejdede for fem år siden som pædagog. På en ganske almindelig arbejdsdag med en dreng i hver hånd blev der vendt op og ned på Torben Risgaard Grimmels liv, da en tredje dreng sprang op på hans ryg - og han mærkede smerten.
OL i 2012
Ved OL i 2012 i London lagde han sig til rette for Danmark for at afgive 60 skud på 50 meter liggende efter i årene forinden at have gennemlevet et sandt smertehelvede og operation i ryggen i efteråret 2010.
Efter OL ventede endnu en operation, som skulle gøre den nederste del af hans ryg stiv - og en 'worst case', der hed dropfod. Det sidste undgik han heldigvis.
Torben Risgaard Grimmel har i år skudt dansk rekord, og for to måneder siden sikrede han med en fjerdeplads ved World Cup i Gabala i Aserbajdsjan en dansk OL-plads i Rio 2016. Cirka 1. november får han at vide, om han bliver forhåndsudtaget til sit femte OL, eller om der skal skydes om OL-pladsen.
Han er helt sikker på, at hans danske rekords 631,8 point i Rio ville række til en finaleplads.
Kroniske smerter
”Du aner ikke, hvor mange piller jeg spiste, da ryggen brød sammen - og hvor mange jeg valgte ikke at spise,” fortæller Torben Risgaard Grimmel.
”Det er i dag langt fra normalt/optimalt, men det er til at holde ud nu, og jeg er sikker på, at kroppen trods alt har haft 'bedre' af smerterne end af den smertelindrende kemi, jeg valgte fra.”
Men de kroniske smerter og den kolde fod slipper han aldrig af med, og de store skruer i ryggen mærker han hele tiden.
”Op til den første operation var skydningen det eneste sted, hvor jeg kunne abstrahere fra gener og smerter. Fysisk træning er normalt godt, men for mig gjorde det i den periode bare det hele værre.”
Senere kom der dog gang i den fysiske genoptræning startende med gåture i Mørke og omegn.
En følgeskade betød, at Torben Risgaard Grimmel også lige måtte igennem en knæoperation.
”Skydningen gik efterhånden meget godt - bortset fra at jeg ikke kunne ramme.”
Men fremad gik det trods alt.
”Med mine odds var det helt vildt, da jeg i 2011 fik at vide, at jeg skulle skyde om OL-pladsen i London, og det var helt absurd vildt, at det lykkedes mig at komme med.”
Kvalifikationskravet var en medalje ved World Cup - og Torben Risgaard Grimmel fik sølv.
Det blev Mørke
Tilfældighederne gjorde, at det blev Mørke, da Torben og Marie Louise Risgaard Grimmel sammen med en lille ny Marius for otte år siden valgte at vinke farvel til bymidten i Aarhus.
De byggede selv huset i Mørke, og rygskaden ændrede på mange af Torben Risgaard Grimmels 'gør det selv' planer.
”Menneskeligt var det givtigt for mig at være uarbejdsdygtig og få mere tid sammen med Marius, men det stillede store krav til mit fantastiske netværk og familie - og ikke mindst Marie Louise, som har trukket det store læs.”
Han er nu i gang med at tage en diplom-uddannelse som overbygning til pædagoguddannelsen, hvor bare det at sidde og læse betyder udfordringer på grund af ryggen.
Befinder sig godt
Ind i mellem kan Torben Risgaard Grimmel godt savne Aarhus, men ellers befinder han og familien sig godt i Mørke.
”Det er fedt at bo lidt afsides på Djursland og have de flotte gå- og cykelture lige udenfor døren.”
En stor del af både den fysiske træning og skydningen står Torben Risgaard Grimmel selv for.
”Jeg træner blandt andet i Mørke Idrætscenter, og da jeg for et par år siden helt tilfældigt opdagede, at der er en skytteforening i Rønde, fik jeg lavet en aftale med dem, så jeg i dag har min egen bane at træne på i Rønde.”
Torben Risgaard Grimmel tilskriver træningsmuligheden i Rønde en stor del af æren for sin danske rekord.
Den mentale træning fylder også meget - og er svær at måle i tid.
”Tankerne kredser meget om skydningen. Det mentale er en væsentlig del af det hele.”
Skydning er ikke en sportsgren, hvor der budgetteres med sponsorindtægter m.m., og medieopmærksomheden er begrænset.
”Jeg er ret anonym her i Mørke - og er mere Torben end OL-skytten.”