Fortsæt til indhold

Vivild passerede 'brumbasserne' i debutsæsonen i Serie 1

Vivild sluttede sæsonen flot af med en heldig 2-1 sejr over Søften, der bragte holdet helt op på andenpladsen og vigtigere endnu, foran Nørager

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"Sejren var ufortjent og heldig, men det tager vi selvfølgelig med, og med de tre point ekstra på kontoen overhalede vi brumbasserne ude fra forstaden, og vi bevægede os helt frem på puljens andenplads efter suveræne DGL 2000," lyder det fra Vivilds assistenttræner Jesper Møgelvang om årets sidste kamp mod Søften, som Vivild på Langhøj Idrætscenter vandt med 2-1.
De omtalte "brumbasserne ude fra forstaden" er selvfølgelig lokalrivalerne Nørager, der sluttede sæsonen på fjerdepladsen to point efter Vivild.
Hjemmeholdets Paulo Maciel kom først på tavlen, da Sebastian Stær fandt dansk-brasilianeren med, hvad Jesper Møgelvang ikke tøver med at kalde "en perleaflevering".
Med lidt held fik elegante Paulo Maciel skovlet bolden i mål.
Føringen holdt til pausen, selv om begge hold var flittige til at søge målet. Hjemmeholdets ankermand i rammen, Christian Rygaard, måtte vise flaget flere gange, men også i modsatte felt brændte det på.
Tættest på en scoring var Sebastian Stær med et skud på stolpen.
Indskiftede Jonas Bossow så gult efter 37 minutter, og det pressede hjemmeholdet i slutminutterne, før dommeren fløjtede til pause.

Slutstillingen i Serie 1

Lauge Feldskov sørgede for sejrsmålet

Efter pausen bølgede kampen frem og tilbage i den første halve time.
Veteranen Klaus 'Klovne" Jakobsen, der var gået ud allerede før pausen, måtte i aktion igen, da Emil Thyre måtte opgive at fuldføre efter, at han havde fået et kraftigt slag på halebenet.
I slutfasen måtte hjemmeholdet prise sig lykkelige for, at de har en klassemålmand.
I det 78., 79. og 81. minut hev Rygaard således tre store redninger frem fra skabet, men blot et minut før den ordinære spilletid var afsluttet, måtte han strække gevær.
Søften spillede sig igennem til en fortjent udligning.
Men ligesom en opera aldrig er færdig, før den fede dame har sunget, er en fodboldkamp det heller ikke.
En svagt sparket hjørnespark af Frederik Espensen fik Paulo Maciel alligevel bugseret hen i retning af Lauge Feldskov, og ligesom Ole Madsen gjorde det i Københavns Idrætspark i 1965 i en svensker-landskamp, gjorde Feldskov det også: tog hælen i brug.
Slutresultat 2-1 til hjemmeholdet, der på denne måde fik sagt farvel til cheftræner Jacob Stensgaard på den rigtige måde: med en sejr.
Stensgaard stopper efter eget ønske og afløses af Vivild-legenden Dennis Holdgaard, når træningen begynder igen til januar 2016.

Årets spiller: Frederik Espensen

Vivild markerede sæsonafslutningen med afslutningsfest i klubhuset lørdag aften, og her blev Frederik Espensen, Allingåbro-dreng, og styrmand på et indendørshold i den kommende vintersæson, som 80-årige Evald Jakobsen, mangeårig Vivild-træner for ungdommen, har sammensat og skaffet tøj til.
Ifølge Jesper Møgelvang undskyldte Frederik Espensen det dårligt udførte hjørnespark, der førte til 2-1 scoringen, med, at der var tale om en indøvet detalje, men det kunne ikke rokke ved, at han blev Årets spiller.
Følgende blev belønnet ved afslutningsfesten:

  • Fighter - Serie 6: Henrik Brix
  • Fidus - Serie 6: Henrik Brix
  • Fighter - Serie 4: Kasper Laursen
  • Fidus - Serie 4: Tommy Sørensen
  • Fighter - Serie 1: Lauge Feldskov
  • Fidus - Serie 1: Christian Rygaard
  • Hovedstødspokal: Sebastian Stær
  • Pokal for træningsflid: Emil Thyre
  • U23-Pokal: Jimmi Hansen
  • Kammeratskabspokal: Niklas Mathiesen
  • Hans Busks mindepokal: Nikolaj Møller
  • Årets spiller: Frederik Espensen