Årets kamp får en reprise mandag aften
Nørre Djurs HK og Aastrup/Hammelev-Grenaas næstbedste mandskaber mødes mandag aften i Åstrup Hallen
Nørre Djurs HK trak det længste strå i lørdagens lokalopgør i 3. division for herrer, da holdet knebent vandt med 24-23 (13-11) over Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) i en overfyldt Nørre Djurs Hallen, hvor tilskuerne, i følge Nørre Djurs HKS holdleder Jakob Lunøe, nærmest måtte ridde på ryggen af hinanden for at få plads. Flere måtte efter sigende køre forgæves
Læs senere her på sitet et udførligt kampreferat fra Lokalavisens Martin Schultz, der for første gang var til lokalopgør, og denne gang et højdramatisk og brandvarmt et af slagsen.
Mandag aften mødes de to klubber atter, men denne gang i Åstrup Hallen.
Det er to klubbers divisionsreserver, der tørner sammen.
Begge hold er kommet glimrende fra start. Nørre Djurs HK har således vundet sine to første kampe, mens hjemmeholdet har vundet en og spillet en uafgjort.
Nørre Djurs HK anføres af veteranen Henrik Rump Elkjær, og han er styrmand for en samling sprælske unge knægte, blandt andet hårdtskydende Nicklas Høgh, der var sorteret fra til lørdagens lokalopgør.
Hos hjemmeholdet er Morten Pedersen styrmanden sammen med Mikkel Juhl. Begge har spillet et hav af divisionskampe sammen for ÅHG.
Morten Pedersen spillede sidste år sammen med sin bror, Henrik Pedersen, en sæson i Nørre Djurs HK og var i høj grad medvirkende til, at Nørre Djurs rykkede op fra Jyllandsserien.
Den dygtige playmaker har imidlertid valgt at drosle håndbolden ned til fordel for job og familie og er nu på aftægt i Serie 1.
Et brødreopgør er også i vente. Anders Gleerup (årgang 1990) hos Nørre Djurs HK kommer sandsynligvis til at stå over for storbror Søren Gleerup (årgang 1986) hos ÅHG.
Lokalopgøret spilles klokken 20.