Kolind slog ikke til i tide og tabte
Kolind-Perstrup IF tog afsked med træner Mads Berg med et 4-2 nederlag til Helsted Fremad IF i Serie 2
Kolind-Perstrup IF skulle håbe på, at topholdet Åstrup/Hammelev IF ville snuble mod bundproppen Purhus IF i sæsonens sidste runde, hvis oprykningen skulle blive spillet over på KPI's fødder.
Selv om KPI-træner Mads Berg på forhånd havde udtalt, at han ikke sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at Åstrup/Hammelev skulle tabe til Purhus, så havde KPI kontakt til en mand med en mobiltelefon på Asferg Stadion, da de afgørende kampe blev fløjtet i gang lørdag kl. 13.30.
Og de telefonbeskeder må have været nedslående, for Åstrup/Hammelev scorede allerede efter tre minutter og var efter et kvarter foran med 2-0 og vandt kampen med 5-0.
”Det har været en turbulent sæson. Vi tabte de første to kampe og var derfor bagud fra start. Det kom til at koste os dyrt, og det satte os under pres senere i turneringen,” siger Mads Berg, som med kampen mod Helsted Fremad IF tog afsked med KPI efter 3 år som træner.
KPI kom bagud tidligt i kampen
Kolind-Perstrup IF var opsat på at gøre arbejdet færdigt med en sejr, men efter tre sejre i streg og godt spil på et stabilt niveau, så var det, som om holdet manglede 10-15 procent i forhold til de seneste kampe.
KPI kom bagud allerede efter fem minutter, da et hjørnespark blev headet i mål ved den bagerste stolpe.
”Det var som om vi var tynget af presset, men vi fik arbejdet os ind i kampen,” siger Mads Berg, som kunne se Martin Holm Hansen udligne til 1-1 efter 18. minutters spil.
Sebastian Konrad sendte fra midten af banen en bold ned bag Helsted Fremads forsvar. Hurtigløberen Martin Holm Hansen løb bolden op, tog to træk og fik lagt bolden ind bag hjemmeholdets målmand til 1-1.
Resten af halvlegen var der chancer til begge hold. Unge Jakob Degn Larsen brændte for KPI, og Andre Ørgård reddede en stor Helsted chance.
Tumult omkring en Helsted scoring
KPI kom bedst ud til 2. halvleg og begyndte at producere chancer.
”Vi havde flere gode muligheder, brændte et straffespark, og Sebastian Konrad ramte stolpen,” fortæller Mads Berg, som var fortrøstningsfuld i forhold til udviklingen i 2. halvleg.
I det 70. minut samlede KPI-målmand Andre Ørgård bolden op i hænderne. Men bolden blev sparket ud af hænderne på ham.
”Alle ventede, at dommeren ville dømme et frispark. Men intet skete, og Helsted spilleren kunne sparke bolden i mål,” fortæller Mads Berg om målet til 2-1.
Målet blev mødt med store protester fra KPI's spillere, og Rune Bækgaard blev sendt ud i ti minutter med gult kort.
”Spillerne var frustrerede. Vi havde overtaget, og pludselig var vi bagud med et mål og en mand i undertal,” fortæller Mads Berg.
Helsted Fremad udnyttede deres overtal til at komme foran med 3-1 i det 78. minut.
”Vi satsede, og det udnyttede Helsted Fremad til at bringe sig foran 4-1 i det 89, minut,” siger Mads Berg, som kunne se Jakob Degn Larsen reducere på et indlæg fra Daniel Bagger Pedersen i overtiden.
”Vi kunne have afgjort kampen i starten af 2. halvleg. Havde vi scoret på nogle af de mange muligheder, så havde vi knækket Helsted Fremad,” mener Mads Berg.
Efterlader et hold i udvikling
Så Mads Berg fik ikke en sejr i afskedsgave, men må tage afsked med KPI i en kamp, hvor stabiliteten faldt lidt igen.
”Jeg efterlader et hold i udvikling med mange unge spillere. Der er noget at bygge på, og jeg synes, vi har skabt en god stemning i klubben med mange lokale spillere. Men det er på rette tid, at jeg stopper, for nu skal nye øjne se på mulighederne og tage det næste skridt,” siger Mads Berg.
Mads Berg har fået smag for trænergerningen, men ved endnu ikke, hvor en eventuel ny opgave venter ham.
I sæsonens sidste kamp blev Daniel Bagger Pedersen kåret til kampens spiller efter en god arbejdsindsats med den rigtige attitude.