Fortsæt til indhold

Selvfølgelig gør det ondt at slutte på den her måde

Landstræner Morten Olsen takkede tirsdag aften for en god fodbolddebat

Sport
Jens Berg Thomsen

Det var en småvemodig Morten Olsen, der tirsdag aften holdt sit sidste pressemøde som landstræner. Med 2-2 mod Sverige i Parken var Danmark aldrig tæt på at komme til EM i Frankrig.
"Selvfølgelig gør det ondt på mig at slutte på den her måde efter omkring 35 år med landsholdet. Men jeg vil sige til danskerne og alle jer, der skulle have været af sted: Det er alle jeres skuffelse, der betyder mest. Det er forbandet ærgerligt. Men det er også mit ansvar i sidste ende," sagde Morten Olsen.
"Vi har brændt mange chancer, og sådan er det. I perioder, hvor det er stabilt, er det stolpe ind. Sådan er det ikke nu," lød det fra Morten Olsen.
"Spillerne blomstrede til tider her i aften, og de gav alt. Det kan man ikke sætte en finger på. Jeg er lidt tom i forhold til kampen. Det håber jeg, at folk forstår. Umiddelbart vil jeg gerne takke for et godt samarbejde. Jeg har haft mine ideer. Nogle gange var de gode, andre gange knap så gode. Men tak for en god fodbolddebat," sagde den til tider udskældte landstræner til pressen.

Glæder sig til at følge landsholdet

Morten Olsen kan nu foreløbigt se frem til en tilværelse som fodboldpensionist, og han har stadig tænkt sig at tage i Parken og se landsholdet.
"Jeg har sagt, at jeg glæder mig til at komme herind og se kampe, for der ligger et godt materiale i den her trup til fremtiden.
"Stort tillykke til Sverige. Det skulle ikke være, og det var ærgerligt, at vi skulle mødes, men sådan var det."
Hvad Morten Olsen nu skal få tiden til, ligger åbent, for er det tid til pension? Eller endnu et trænerjob?
"Det er sådan, at min kone får vetoret i det spørgsmål," sagde Morten Olsen.