Fortsæt til indhold

Nørager skuffede med uafgjort i den sidste kamp

Nørager B var ude på revanche for 5-1 nederlag til BMI, men fik kun 1-1 på hjemmebane i Serie 1

Sport
Af Martin Schutz

Nørager B ville godt have haft revanche, da BMI lørdag eftermiddag var på besøg på Nørager Stadion. Både fordi BMI gav Nørager B en ordentlig snitter på 5-1 på hjemmebane i september, men også fordi Nørager med en sejr kunne gøre sig håb om at holde lokalrivalerne fra Vivild IF under sig i tabellen i Serie 1.
Men ingen af delene lykkedes, for kampen endte 1-1, og da Vivild IF vandt med 2-1 over Søften på hjemmebane på Langhøj Idrætscenter, så blev det oprykkerne fra Vivild IF, som overraskende løb med den 2. plads, som Nørager B ellers er sluttet på de sidste to sæsoner.
Men indstillingen og motivationen var der ikke noget i vejen med på et Nørager hold, som måtte undvære Søren Bai i forsvaret og Daniels Sortkjær på midtbanen til årets sidste kamp.

Kom bagud på et forkølet skud

Ifølge Nørager træner Casper Kjær Sørensen spillede hjemmeholdet en rigtig god 1. halvleg mod et fysisk stærkt BMI hold.
Men uheldigvis kom Nørager B bagud allerede efter 8 minutter.
”En ”forkølet” afslutning uden for feltet blev rettet af og tog derefter et mærkeligt opspring, som snød vores målmand Martin Nygaard og røg i mål,” siger Casper Kjær Sørensen.
Det betød, at BMI trak sig tilbage, så hjemmeholdets spillere mødte en mur af velvoksne BMI spillere.
”Men vi blev ved med at lægge tryk på og tilspillede os mange chancer,” siger Casper Kjær Sørensen.
Udligningen kom i det 30. minut, da Michael Jensen og en BMI forsvarer i et duelspil kom til at ligge ned i feltet. Michael Jensen holdt fast i bolden og ville skubbe bolden videre til Mikkel Stær, da forsvarsspilleren kom til at røre til bolden med hånden.
Dommeren dømte korrekt straffespark, som Mikkel Stær scorede sikkert på.
”Derefter var kampen helt åben igen, og vi leverede en god indsats i resten af halvlegen,” siger Casper Kjær Sørensen.

Kunne ikke åbne BMI’s forsvar

I anden halvleg stod BMI fortsat velvoksent og kompakt i forsvaret.
Nørager B blev svækket, da Mikkel Stær efter kort tid i 2. halvleg måtte udgå med en fiberskade. Michael Jensen blev skubbet op på toppen.
Claus Koch havde flere gode muligheder, og efter 70 minutter slap han fri efter et ping pong spil med Michael Jensen. Claus Koch gjorde chancen stor ved at spille Steffen Klintø fri, men den store chance blev brændt af Klintø, som var kommet ind i 2. halvleg sammen med Mathias Fisker.
”Vi havde gode chancer, men fik ingen mål. Vi satsede og skød alle mand frem, men vi kunne ikke åbne BMI's forsvar,” siger Casper Kjær Sørensen, som med pointtabet måtte se Vivild rykke forbi og placere sig på 2. pladsen i rækken med to point mere end Nørager B.
Claus Koch spillede en fortrinlig kamp og blev kåret til kampens spiller.

Nørager ar fået mange strafminutter

”Jeg mener, at vi spillemæssigt er det næstbedste hold i rækken. Men vores smalle trup blev nok afgørende, sammen med, at vi har haft for mange strafminutter på grund af gule og røde kort. Vi har periodevist spillet i undertal mod de fleste hold,” siger Casper Kjær Sørensen om de mange gule og røde kort, som på et tidspunkt belastede holdet.
Men der er blevet rettet op på ”kortklubben”, og Nørager har spillet en del gode kampe, og holdet lå længe med i toppen af rækken uden dog at kunne true topholdet DGL 2000 Århus, som sluttede sæsonen med at lammetæve Grenaa IF med 9-0.
Midterfeltet var meget tæt i rækken, og en 4. plads blev således resultatet af træner Casper Kjær Sørensens første sæson i Nørager B.