Fortsæt til indhold

Nu gælder det FC Fremtiden

Sport
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

?Projektet FC Djursland skal kickstartes på et realistisk grundlag. Det ligger fast efter, at der i weekenden blev landet et helt nødvendigt kompromis mellem moderklubberne Grenaa IF, AC Norddjurs og Østdjurs 91 på den ene side og den fjerde moderklub, Aastrup-Hammelev på den anden side.

Sidstnævnte får lov til at træde ud af seniorsamarbejdet i FC Djursland men forblive i ungdomsarbejdet.
Det havde ingen af stifterne af FC Djursland set komme, da fodboldoverbygningen blev lanceret i 2009, fordi det selvfølgelig ikke lå i kortene, at FC Djurslands flagskib, førsteholdet, og en moderklubs førstehold ville ende i samme række. Sådan bliver det imidlertid i forårssæson 2016, hvor FC Djursland og Aastrup-Hammelev begge skal spille i Serie 1. Mon ikke DBU Jylland sørger for, at de to hold kommer i hver sin række? Det tjener alle bedst.

Unionen har selv været med til at forkludre hele debatten ved først at melde ud, at der ikke var noget i vejen for, at FC?Djurslands førstehold og en moderklubs ditto kunne spille i samme række for siden at melde det stik modsatte ud efter at have gransket turneringsreglementet.

Nu kan FC?Djurslands interessenter benytte den kommende tid til at arbejde i fremtidsværkstedet og få udarbejdet et realistisk grundlag for fodboldoverbygningens virke i de kommende år.

Det handler meget om erkendelse. For det første, at FC Djursland ikke er et samlet Djurslands-projekt, men et Grenaa-projekt, der primært er funderet i de nuværende moderklubber med rod i de tidligere Grenaa og Nørre Djurs Kommuner.
Djursland anno 2015 har helt andre skillelinjer end det var tilfældet for blot 25 år siden, hvor Grenaa IF Fodbold var den beundrede mastodont på hele Djursland.

Løveholmskoven udgør en grænse i Norddjurs Kommune. I den vestlige del af kommunen er borgerne primært orienteret mod Randers.

I pendlerkommunen Syddjurs bliver orienteringen mod Aarhus mere og mere udtalt. Hornslet og Rønde kigger slet ikke mod Grenaa, og i det gamle Midtdjurs og i den gamle købstad, Ebeltoft, er fikspunktet efterhånden også blevet Aarhus mere og mere.

Fødekæden for FC Djursland hedder derfor det ultralokale ungdomsarbejde med de bedste lokale talenter, der allerede er sat i værk, og som i weekenden fik en flot fjer i hatten, da FC Djursland med en 2-0 sejr over Holstebro kunne kåres som vindere af U17 2. division.
Erkend dette og lad talenterne modnes til plukbare frugter, før der er basis for at skubbe seniorfodbolden i Grenaa op på et højere trin - og der findes kun en vej: hårdt arbejde på den sportslige front.