Fortsæt til indhold

Kolind-Perstrup anker Aaastrup-Hammelev-dispensation til DBU Jyllands appeludvalg

Den forhenværende moderklub i FC Djursland mener, at DBU Jylland disciplinærudvalg har givet Aastrup-Hammelev dispensation til at rykke op i Serie 1 uden at tage hensyn til egne deadlines

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Det kan ikke være meningen, at DBU Jyllands disciplinærudvalg i 12. time har givet Aastrup-Hammelev dispensation til at rykke op i Serie 1 mod, at klubben udtræder af seniorsamarbejdet i FC Djursland, når tidsfristen 1. september for ansøgninger om dispensation, ifølge DBU Jyllands eget turneringsreglement er 1. september.
Det mener man i Kolind-Perstrup, tidligere moderklub i FC Djursland, som udtrådte af overbygningsaftalen ved årsskiftet 2014/2015.
Kolind-Perstrup sluttede på en andenplads i Serie 2 lige efter Aastrup-Hammelev, og gik dermed glip af oprykning til Serie 1.
Kolind-Perstrup har anket disciplinærudvalgets afgørelse til DBU Jyllands appeludvalg.
I anken skriver Kolind-Perstrup med bestyrelsesmedlem Jørgen Antonsen som pennefører:
"Vi synes, at det er underligt, at DBU Jylland giver en sådan dispensation imod de nedskrevne retningslinier for turneringens afvikling (reglerne omkring overbygningshold).
DBU bekendtgør altid, at det er klubbernes pligt at holde sig orienteret om reglerne. Deri står klar, at moderklubber ikke kan have hold i samme række som overbygningsholdet - ergo kan Åstrup/Hammelev ikke være i samme række som FC Djursland. Derudover er fristen for ansøgning om udtrædelse af overbygning også klokkeklar. Der skal være søgt inden 1/9 for at kunne gælde for forårssæsonen."

DBU Jyllands disciplinærudvalg meddelte dagen før sidste turneringskamp, at Aastrup-Hammelev kunne ansøge om dispensation efter tidsfristen, fordi DBU Jylland havde givet Aastrup-Hammelev forkerte oplysninger ved tidligere at fastslå, at klubben sagtens kunne spille i samme række som overbygningsholdet FC Djursland, hvis situationen skulle opstå - det viste sig ikke at holde vand.
Læs også: Seriefodbold: FC Djursland kan godt spille i samme række som Grenaa IF og Aastrup/Hammelev
Seriefodbold: Aastrup/Hammelev tvunget til brud med FC Djursland på seniorsiden
FC Djursland: Kolind-Perstrup i venteposition til Serie 1
Læs også: FC Djursland: "Selvfølgelig skal Aastrup/Hammelev spille i Serie 1 efter nytår"
FC Djursland: Katten om den varme grød
I anken skriver Kolind-Perstrup videre:
"DBU giver så som begrundelse for dispensationen, at man i første omgang har givet ukorrekte oplysninger. Jeg har en formodning om, at disse ukorrekte oplysninger er afgivet i løbet af september/oktober, hvorfor dette ikke har nogen betydning for sagen. Uanset om de afgivne oplysninger er korrekte eller forkerte, har tidsfristen for ansøgningen ikke kunne overholdes."

"Klar regelstridig fratagelse af vor oprykning"

I den anden del af skrivelsen til DBU Jyllands appeludvalg skriver Kolind-Perstrup:
"Jvf. dansk retspraksis skal man have begået en forseelse for at blive straffet. Sådan er det også indenfor fodboldverdenen: En klub skal have begået et brud på reglerne for at blive straffet - ja på højere niveau kan rod i økonomien m.v. ligeledes medføre tvangsnedrykning m.v.
Kolind/Perstrup IF har ikke begået nogen forseelse. Jvf. reglerne for turneringens afvikling har vort hold i Serie 2 rent faktisk kvalificeret sig til at spille i forårets Serie 1, idet Åstrup/Hammelev jvf. ovenfor ikke kan spille i Serie 1, når FC Djursland gør dette.
Da Kolind/Perstrup IF ikke har begået nogen forseelse, kan klubben derfor ikke idømmes nogen straf - som vi rent faktisk bliver, hvis vi ikke kommer til at spille i Serie 1. Dette kan jo helt konkret sidestilles med en tvangsnedrykning.
DBU's beslutning om dispensation til Åstrup/Hammelev meddeles først til os søndag aften - dagen efter turneringens afslutning. Så vi har allerede i langt over et døgn kunnet fejre vor oprykning fra Serie 2 til Serie 1 i henhold til reglerne for turneringen. Så vi betragter det som en klar regelstridig fratagelse af vor oprykning, som på ingen måde kan accepteres. Uanset om DBU så efterfølgende giver Åstrup/Hammelev en dispensation til også at spille i Serie 1, er der intet grundlag for at idømme vort hold en straf - og "tvangsnedrykke" os til Serie 2."

Kolind-Perstrup mener altså, at klubben bør være den rigtige oprykker, fordi Aastrup-Hammelev ikke har overholdt tidsfristerne i turneringsreglementet. Derfor er klubben blevet sorteper i en twist, ifølge egen opfattelse, som den ikke er part i, men er blevet det, fordi DBU Jylland har givet dispensation uden at overholde sit eget udmeldte turneringsreglement.
Appeludvalget er DBU Jyllands højeste dømmende instans, og udvalgets afgørelser er definitive.

Fakta: Love for DBU Jylland

I DBU Jyllands 'Love for DBU Jylland' står der følgende at læse om appeludvalget og disciplinærudvalget:
20.2 Appeludvalgets opgave er som Unionens højeste dømmende instans at afgøre alle de sager, som i henhold til § 20.3 indbringes for udvalget.
Appeludvalget vælges af delegeretmødet. Appeludvalget består af 1 formand og 2 menige medlemmer, der alle vælges for et år ad gangen på det ordinære delegeretmøde. Kun 1 af appeludvalgets 3 medlemmer kan samtidig sidde i Unionens bestyrelse.
Der må ikke være personsammenfald mellem disciplinærudvalget og appeludvalget.

20.3 Disciplinærudvalget, der består af 3 medlemmer, udpeges af bestyrelsen for 1 år ad gangen. Bestyrelsen udpeger udvalgets formand.

Udvalget har til opgave
- at fastsætte disciplinære forholdsregler efter indberetninger og protester eller af egen drift i forbindelse med afviklingen af Unionens centrale turneringer eller i sager overgivet fra Regionernes disciplinære arbejdsgrupper,
- at være 1. ankeinstans for beslutninger truffet af Regionernes disciplinære arbejdsgrupper,
- at være 1. ankeinstans for beslutninger om eventuel tildeling af aldersdispensationer truffet af administrationschefen.
Følgende disciplinære afgørelser truffet af disciplinærudvalget, kan af sagens parter indbringes for Unionens appeludvalg inden 14 dage efter modtagelsen af afgørelsen:
1) Bøder, erstatninger mv. over kr. 1.000.
2) Idømte karantæner på mere end 1 dag.
3) Fradømmelse og tilkendelse af point samt ansættelse af målscore i Unionens turneringer.
4) Fradømmelse af retten til at spille på hjemmebane i Unionens turneringer.
5) Andre afgørelser, når Unionens bestyrelse eller disciplinærudvalget under hensyn til sagens beskaffenhed giver tilladelse dertil.
Derudover har disciplinærudvalget selv mulighed for at tage sager op.


Læs også: Beklagelig-fejl-i-Djursland-sag